Ny vicedirektør i Søfartsstyrelsen

Søfartsstyrelsen har nu sat navn på styrelsens nye vicedirektør med ansvar for bl.a. administration, IT og økonomi
Søfartsstyrelsens nye vicedirektør bliver Tejs Binderup. Tejs kommer med solid erfaring fra centraladministrationen, bl.a. som afdelingschef i Fødevareministeriets departement og fødevaredirektør i Fødevarestyrelsen. Han skal fremover have ansvar for styrelsens økonomi, ressourcer og infrastruktur, herunder IT-systemer og den daglige drift og produktion.
Direktør Brian Adrian Wessel:
”Jeg er rigtig glad for at kunne byde Tejs velkommen som ny vicedirektør i Søfartsstyrelsen. Med sin erfaring og stærke ledelsesmæssige kompetencer kommer Tejs til at spille en central og værdifuld rolle for Søfartsstyrelsens ambitioner og indsats for at fastholde og styrke positionen som en førende søfartsadministration.”
Tiltrædende vicedirektør, Tejs Binderup:
”Jeg ser meget frem til at blive en del af Søfartsstyrelsen og til at møde styrelsens medarbejdere, som hver dag yder en vigtig indsats for sikkerhed og vækst i Det Blå Danmark. Jeg glæder mig til i samarbejde med dem at bidrage til dette arbejde og være med til at sikre en effektiv drift og en moderne organisation, der skaber stærke resultater på tværs af styrelsens fagområder til gavn for Danmark.”
Styrelsen ser frem til at tage imod Tejs, der tiltræder den 1. april 2025 og bliver en del af Søfartsstyrelsens direktion sammen med direktør Brian Adrian Wessel og vicedirektør Rikke Wetter Olufsen.