DanPilot får nye topmoderne omgivelser i Fredericia
Fra den 1. september 2023 skal de ansatte i DanPilot have deres daglige gang i mere moderne omgivelser på havnen i Fredericia.
DanPilot flytter den 1. september til en ny, moderne lodsstation i Fredericia med blandt andet direkte udsigt og adgang til lodsbåden i havnen. Det oplyser rederiet i en pressemeddelelse.
Arbejdet med at assistere fartøjer i dansk farvand foregår både dag og nat, hvorfor DanPilots medarbejdere har brug for optimale rammer, der giver mulighed for hvile mellem lodsninger døgnet rundt. Af samme årsag er den nye lodsstation i Fredericia udstyret med fire kamre med udluftning, mørklægning og temperaturstyring – alt sammen tiltag, der skal give et bedre arbejdsmiljø, mere fleksibilitet og dermed bedre vilkår for at kunne levere lodsservice.
Lodsstationen giver med en afstand til havnen på blot 25 meter desuden de ansatte i DanPilot direkte adgang til lodsbåden, hvilket tilgodeser både kunder og de ansatte selv. Derudover rummer den nye lodsstation gode mødefaciliteter, der med sin centrale placering giver mulighed for vidensdeling mellem DanPilots ansatte på tværs af landet.
“Den nye lodsstation bliver udstyret med moderne og fremtidssikrede forhold, og så er den placeret direkte på havnen, hvilket giver lodserne kortest mulig vej til at kunne betjene kunderne. Derudover kommer opgraderingen af lodsstationen ikke til at påvirke vores kunder økonomisk, hvilket er meget vigtigt for os – vi forventer tværtimod at opnå en mindre årlig besparelse på driften af lodsstationen,” lyder det fra administrerende direktør i DanPilot, Erik Merkes Nielsen.