Danmarks største solcelleanlæg på vej til dansk havn

Foto: Taulov Dry Port A/S

Taulov Dry Ports kæmpemæssige lager- og logistikbygninger bliver snart udnyttet til et fuld-skala solcelleanlæg. Tagfladerne på i alt 200.000 kvadratmeter udbygges med et solcelleanlæg svarende til det årlige elforbrug i 4.200 parcelhuse.

Offentliggjort

Taulov Dry Port og de to joint-venture partnere PFA Pension og ADP A/S indfrier nu en del af bæredygtighedsambitionerne og etablerer et nyskabende partnerskab med energiselskabet TOWII Renewables, der er stiftet af EWII og Tokyo Gas, hvor udnyttelsen af de kæmpemæssige tagflader til produktion af grøn energi vil sætte standarden for bæredygtige logistikbyggerier i Danmark.

TOWII Renewables vil stå for udbygningen og driften af anlægget, og Taulov Dry Port kan tilbyde deres lejere et bæredygtigt og attraktivt lejekoncept med grøn strøm.

Det første projekt bliver etablering af ét af Danmarks største fuldskala solcelleanlæg på 45.000 kvadratmeter, som opføres på tagfladerne af det igangsatte byggeri på 60.000 kvadratmeter lager- og logistikejendomme i Taulov. De store tagflader forsynes med solceller, som forsyner de enkelte lejemål med grøn strøm til gavn for de kommende lejere, nærmiljøet og samfundet generelt. Solcelleanlægget vil få en produktionskapacitet svarende til det årlige elforbrug i 1.300 parcelhuse.

Med flere store etaper af lager- og logistikejendomme på tegnebrættet er potentialet enormt, og det første solcelleanlæg er et væsentligt skridt på vejen til at realisere det store klimamæssige potentiale i at etablere solceller på de kæmpemæssige tagflader. Behovet for at udnytte strøm og vind til at reducere samfundets klimamæssige aftryk har aldrig været større, så derfor forventer Taulov Dry Port en stor kommerciel interesse i markedet for klimavenlige løsninger.

”Vores kunders klimaambitioner er lige så høje som vores, og vi har derfor brugt en del tid på at sikre en kommerciel løsning således, at vi kan tilbyde et attraktivt produkt til vores lejere. Samarbejdet med TOWII Renewables om etablering af solcelleanlæg på tagfladerne betyder, at vi fremover kan tilbyde vores kunder attraktive energiløsninger, hvor grøn strøm fra bygningernes solceller ikke alene forsyner de enkelte lejemål, men som også kan blive fremtidens energikilde til transportknudepunktet i Taulov, hvor overgangen til grønne brændstoffer er efterspurgt,” siger CEO i Taulov Dry Port A/S, Jesper Gemmer.

Det banebrydende i projektet er ikke kun, at PFA’s lejere i Taulov Dry Port vil blive forsynet 100 procent af grøn energi. Det fuldt udbyggede solcelleanlæg vil også kunne producere grøn strøm til at dække el-forbruget i driften af kraner og andet materielt på Fredericia Havn samtidig med, at anlægget kan blive energikilde til områdets mange virksomheder, hvor behovet for grøn strøm er stærkt stigende.

”Samarbejdet med ADP og Taulov Dry Port er startskuddet på vores mission om at realisere en betydelig elektricitetsproduktion fra tagarealer i Danmark, som ellers ikke benyttes. Med vores on-site PPA-model kan vi sikre, at ejerskabet af tagbaserede solcelleanlæg forbliver ved TOWII, så bygningsejeren kan fokusere på sin kerneforretning og samtidig få bæredygtig energi. Vi er stolte af at være med til at realisere et så stort og banebrydende tagbaseret solcelleprojekt sammen med vores samarbejdspartnere Solar Polaris og Hitachi Energy,” siger projektudvikler hos TOWII Renewables, Thomas Platz Eskildsen.

Powered by Labrador CMS