Gær-specialist etablerer nyt domicil i Taulov Dry Port

Illustration: Taulov Dry Port
Illustration: Taulov Dry Port

Gær-virksomheden Lallemand Denmark A/S etablerer nyt, fremtidssikret domicil i Taulov Dry Port. Dermed fremtidssikrer de deres faciliteter i Danmarks største logistikcentrum med optimal placering tæt på havn og motorvejsnettet.

Offentliggjort

Den globale virksomhed Lallemand, med internationalt hovedkontor i Canada og samlet set 4.500 medarbejdere fordelt på fabrikker og kontorer i hele verden, har siden 2001 haft salgskontor, pakkeri og lager i Fredericia med 36 medarbejdere. Den centrale beliggenhed giver Lallemand optimerede logistiske gevinster i forhold til pakning og global distribution af gærprodukter til anvendelse ved fermentering og brygning af vin, øl og alkohol, samt tilsætning til dyrefoder. 60 procent af de produkter, som pakkes og distribueres via Fredericia, kommer fra datterselskabet De Danske Gærfabrikker i Grenaa.

Realiseringen af et stort vækstpotentiale i forretningen kræver, at kapaciteten i deres nuværende pakkeri, lager og salgskontor udvides, og derfor har Lallemand igennem længere tid arbejdet på at finde et nyt og moderne domicil, som kunne understøtte virksomhedens fortsatte vækst og positive udvikling. Samtidig sikrer placeringen i Taulov Dry Port at virksomheden forbliver lokal i Fredericia og fastholder medarbejdere i lokalområdet til gavn for lokale arbejdspladser.

”Vores nuværende rammer giver os desværre ikke mulighed for yderligere ekspansion, så derfor har vi igennem længere tid overvejet flere muligheder. Beslutningen om at placere vores nye salgskontor, pakkeri og lager i Taulov Dry Port skal ses i lyset af de store fordele, der ligger i den centrale beliggenhed tæt på motorvejen. Vi har dagligt 8-12 lastbiler, som leverer og afhenter produkter fra vores lager, så det er absolut en fordel, at vi nu kommer tættere på motorvejsnettet samtidig med, at trafikken dermed flyttes ud af byen,” siger Site Manager hos Lallemand, Anita Grotkær.

I Taulov Dry Port har man gennem længere tid arbejdet på at finde en optimal domicilløsning til Lallemand. Opførelsen af det 11.000 kvadratmeter store domicil i 12,5 meters højde til Lallemand bliver samtidig startskuddet til de kommende års udvidelser af Taulov Dry Port.

”Vi ved, hvor stor en beslutning det har været for Lallemand at etablere et nyt domicil og flytte væk fra deres nuværende kontor og pakkeri i midtbyen. Det er vores fornemste opgave at hjælpe kunderne i mål med komplekse beslutninger. Vi har gennem hele processen med Lallemand skabt tryghed gennem vores sparring og har også tænkt visionært med bæredygtige løsninger som f.eks. solceller på taget af byggeriet. Vi er utrolig glade for, at vi kan understøtte Lallemand på deres vækstrejse,” siger CEO i Taulov Dry Port A/S, Jesper Gemmer.

Flytningen af Lallemands domicil til Taulov Dry Port giver gode synergier for virksomheden men betyder samtidig også, at virksomheden får en meget bedre beliggenhed i forhold til motorvejsnettet, hvilket understøtter udviklingen mod mere klimavenlig transport og logistik. Derudover opføres byggeriet med solcelleanlæg på tagfladerne, hvilket gør Lallemands kommende domicil til en bæredygtig løsning med grøn strøm.

”Beslutningen om at indgå en aftale med Taulov Dry Port om vores fremtidige domicil skyldes i høj grad, at ADP og Taulov Dry Port tænker fremtidens grønne energiløsninger ind i byggeriet. At vælge en ny placering for vores fremtidige domicil har været en stor beslutning, men det har betydet meget for os, at vi igennem hele processen er blevet mødt af en stor professionalisme og sparring fra ADP,” siger administrerende direktør i Lallemand Denmark A/S, Nicolai Jensen.

Lallemands kommende domicilbyggeri på 11.000 kvadratmeter placeres i Danmarks logistikcentrum med adgang til havn, bane og vejnettet, hvor især udbygningen af Taulov Dry Port med bæredygtige lager- og logistikbyggerier skal bringe nærområdet ind i en grønnere fremtid.

Lallemands nye domicil er klar til indflytning i begyndelsen af 2024.

Powered by Labrador CMS