Tumor fjernet efter tilfældigt møde med Mercy Ships

En cyklon tvang et lægehold fra Mercy Ships til at tage en anden vej, da de skulle opsøge patienter til operation på hospitalsskibet Africa Mercy i Madagaskar. På vejen opdagede de Marie Elisa, der havde en stor tumor på kæben.
Marie Elisa døjede med en invaliderende tumor på størrelse med en appelsin. Men da et opsøgende team fra Mercy Ships ankom til hendes landsby i Madagaskar, fik hun pludselig mulighed for at få tumoren på kæben opereret væk. Endda helt gratis.
Den 45-årige kvinde havde ikke råd til at blive opereret og havde derfor måttet leve med den voksende tumor i fem år. Det blev sværere og sværere at indtage føde, så hun tabte sig, blev svagere og svagere, indtil hun måtte opgive at dyrke sin mark uden andre muligheder for at forsørge sine fire børn.
Situationen var håbløs. Lige indtil hun blev opdaget af et lægeteam fra hospitalsskibet Africa Mercy i havnebyen Toamasina i Madagaskar.
Gik forgæves til healere
Det, der begyndte som almindelig tandpine, blev efter hånden en uudholdelig smerte. Hun så ingen anden udvej end at tage den lange rejse til et apotek i landsbyen Berangotra i det centrale Madagaskar for at hente smertestillende medicin. Pillerne hjalp dog kun i en periode.
– Så begyndte hævelsen, og den blev bare ved og blev større, fortæller Marie Elisa.
Desperat efter lindring henvendte hun sig til traditionelle healere, men tumoren fortsatte med at vokse. En læge anbefalede operation, men omkostningerne var langt større, end hun kunne betale.
Men så kom et undersøgelsesteam fra Mercy Ships tilfældigvis forbi for at tilbyde gratis kirurgi ombord på hospitalsskibet Africa Mercy. ”Tilfældigvis”, fordi en cyklon i det nordlige Madagaskar forpurrede deres rejseplaner og tvang teamet til at tage en uplanlagt rute.
Råbte ”Stop bussen!”
Da de kørte gennem en lille landsby, som de jo ellers ikke havde tænkt sig at besøge, lagde de mærke til en kvinde, der gik rundt med en stor tumor på kinden – Marie Elisa.
– Vi så Marie Elisa gå gennem markedet, og tre af os råbte: ”Stop bussen!” husker Maddy Hartung, en frivillig sygeplejerske på teamet.
Teamet trådte ud af bussen, trængte sig gennem den nysgerrige menneskemængde, præsenterede sig og viste billeder af patienter, der havde fået en livsændrende operation på skibet.
– Vi forklarede, at vi havde set nogen, vi måske kunne hjælpe, fortæller Maddy. – Hele landsbyen vendte sig om og pegede på Marie Elisa, og nogle skyndte sig at hente hende.
Oprettede midlertidig klinik
Lægeteamet fra Mercy Ships oprettede hurtigt en midlertidig klinik på landsbychefens veranda for at undersøge Marie Elisa.
Og ja, det var muligt at operere tumoren væk. Snart kunne Marie Elisa rejste de tre dage hen til skibet i Toamasina.
På grund af et stort vægttab satte lægerne hende på et ernæringsprogram for at hun kunne genvinde kræfterne. Få uger senere var hun klar til operation.
Hun modtog pleje fra den frivillige besætning ombord, herunder de britiske og amerikanske kæbe- og halskirurger Dr. Leo Cheng og Dr. Gary Parker.
Kan nu spise normalt
– Uden operation ville hun bare få det værre og værre, reflekterer en frivillig anæstesilæge, dr. Erik Andersen. – Tumoren pressede på hendes luftveje og gjorde det svært for hende at trække vejret og at spise.
Operationen lykkes, og Marie Elisa er nu lettet i mere end en forstand.
– Jeg takker Gud for, at tumoren blev fjernet. Operationen gik godt, jeg er rask igen og kan nu spise normalt uden problemer, fortæller hun, klar til at vende hjem til landsbyen igen.
Nu glæder hun sig til at vende tilbage til hendes grønsags- og kartoffelmarker.
– Når jeg er kommet mig helt, kan jeg begynde at arbejde igen, slutter hun.