Vil ekspandere uden for Europa:
Stena Line køber aktier i marokkansk færgerederi
I bestræbelserne på at ekspandere uden for det europæiske marked har Stena Line indgået en aftale om at købe 49 procent af aktierne i det marokkanske færgerederi Africa Morocco Link.
Der er udvikling og vækst forude, hvis man kigger mod Gibraltarstrædet og sammenhængen mellem Europa og Afrika, og derfor er det attraktivt at investere i færgedrift på det afrikanske kontinens. Det mener i hvert fald Stena Line, som af samme årsag har indgået en aftale om at købe 49 procent af aktierne i det marokkanske færgerederi Africa Morocco Link (AML). Det oplyser rederiet i en pressemeddelelse.
"Vi er altid på udkig efter nye forretningsmuligheder, der vil sikre os og gøre os konkurrencedygtige i det lange løb. Gibraltarstrædet er en strategisk placering for passagerer, der rejser mellem Europa og Afrika, samt global handel, og fragtmængderne i området forventes at vokse i de kommende år på grund af den positive industrielle vækst og internationale handel i Marokko," lyder det fra CEO hos Stena Line, Niclas Mårtensson.
AML har hovedkvarter i Tanger, hvor rederiet driver en færgerute mellem Tanger Med i Marokko og Algeciras i Spanien, og til sommer vil rederiet desuden lancere en ny højhastighedsrute mellem Tangier Ville og Tarifa. Den første rute er åben for både fragtkunder og passagerdrift, mens den anden rute vil være rettet mod passagerdrift og tage imod gående passagerer og biler.
"Disse ruter, havnene og de omkringliggende industriområder er under udvikling og forventes at drive en sund vækst i fragtmarkedet i de kommende ti år. Det er et meget spændende område at kunne operere i," siger Niclas Mårtensson.
Før at handlen officielt er gåen igennem, skal den godkendes af det marokkanske konkurrenceråd.