Danmark vil bruge 300 millioner på maritim sikkerhed i Afrika

Havnen i Mombasa. Arkivfoto: UK DFID
Havnen i Mombasa.

Danmark vil over de kommende tre år bidrage med 300 millioner kroner på at styrke den maritime sikkerhed og bekæmpe organiseret kriminalitet på Afrikas Horn.

Offentliggjort

Udenrigsminister Lars Løkke Rasmussen (M) er i disse dage på besøg i Kenya i Afrika, og med sig har han en pose med knap 300 millioner kroner, der over de kommende tre år skal bidrage til at styrke den maritime sikkerhed og bekæmpe organiseret kriminalitet på Afrikas Horn. Det oplyser Udenrigsministeriet i en pressemeddelelse.

“Kenya er en motor for udviklingen i hele Østafrika og derfor en vigtig udenrigspolitisk partner for Danmark og Europa. Vi bliver nødt til at styrke vores partnerskaber med Kenya og andre nøgleaktører i Afrika, hvis vi vil løse fælles udfordringer som klima, fødevaresikkerhed og irregulær migration. Og hvis ikke vi selv byder os til, vil andre gøre det,” lyder det blandt andet fra Lars Løkke Rasmussen.

“Jeg var for få dage siden i Kina, som er Kenyas altdominerende handelspartner. Kina har blandt meget andet bygget en jernbane mellem Mombasa og Nairobi, der har halveret rejsetiden. Europa skal op i omdrejninger. Vi skal være bedre til at forstå, hvad de afrikanske lande efterspørger og komme med relevante tilbud, der kan styrke vore partnerskaber på hele kontinentet. Det kræver, at vi taler mere med de afrikanske regeringer og lytter til deres ønsker og bekymringer,” siger udenrigsministeren.

Foruden et møde med Kenyas præsident og udenrigsminister vil Lars Løkke Rasmussen også besøge den kenyanske havneby Mombasa, hvor han skal mødes med den lokale guvernør og tale med Maersk og de lokale havnemyndigheder.

Havnen i Mombasa er den største i hele Østafrika, og Maersk står for næsten halvdelen af containertrafikken i havnen.

Powered by Labrador CMS