Bred politisk aftale om CO2-lagring
Regeringen og et bredt flertal i Folketinget er blevet enige om rammerne for lagring af CO2 i den danske undergrund. Det er første led i strategien for fangst og lagring af CO2.
Danmark er næsten halvvejs i forhold til at reducere udledningerne af CO2 med 70 procent i 2030. Men for at nå reduktionsmålet er det nødvendigt at adressere de udledninger, der er svære eller helt umulige at reducere, via fangst og lagring af CO2. Med en bred politisk aftale om regulering og rammerne for lagring af CO2, er regeringen, Venstre, Dansk Folkeparti, Radikale Venstre, Socialistisk Folkeparti, Enhedslisten, Konservative Folkeparti, Liberal Alliance og Alternativet nu enige om første del af en samlet strategi, der skal bidrage til at realisere det store potentiale for CO2 fangst og -lagring.
”Traditionelt har Danmark udledt CO2 ved at afbrænde olie og gas fra undergrunden. Fremover skal vi fjerne CO2 fra røgen og putte den tilbage i undergrunden. Med aftalen tager vi første skridt og lægger et godt fundament for at kunne komme i gang med fangst og lagring af CO2. Det giver rigtigt god mening, for det gør, at vi kan fjerne nogle af de udledninger, som er nærmest umulige at komme til livs på andre måder, og vi kan skabe såkaldte negative emissioner. Samtidig skaber det tusinder af gode grønne jobs i Danmark,” siger klimaminister Dan Jørgensen
Aftalen om CO2-lagring består af en række initiativer, der skal muliggøre lagring i den danske undergrund både på kort og på lang sigt. Aftaleparterne er enige om at igangsætte undersøgelser af potentielle lagringslokaliteter i den danske undergrund.Det gøres muligt at importere og eksportere CO2. Og endelig sikres det, at lagring af CO2 vil ske på en miljø- og sikkerhedsmæssig forsvarlig måde. Det har været vigtigt, at få rammerne for lagring på plads først, da lagringsdelen er teknisk og lovgivningsmæssigt mest tidskrævende.
Forhandlingerne om en samlet strategi for fangst og lagring af CO2 vil fortsætte efter sommerferien. Det forventes, at de første projekter vil være i gang i 2025
Se videoen: Hvad er CO2-lagring og hvordan foregår det?