Dansk-kinesisk aftale baner vejen for grøn maritim eksport

Den kinesiske skibsbygningsindustri er blandt verdens største. Foto: Danske Maritime
Den kinesiske skibsbygningsindustri er blandt verdens største.

Erhvervsminister Simon Kollerup og den kinesiske minister for industri og informationsteknologi, Xiao Yaqing, har underskrevet en samarbejdsaftale, som skal styrke samarbejdet om grøn skibsbygning.

Offentliggjort

Den kinesiske skibsbygningsindustri er blandt verdens største, og den danske maritime industri har stor interesse i et samarbejde med Kina om grøn skibsbygning. Med samarbejdsaftalen forventer industrien at få et godt afsæt for at øge eksporten af grønne danske maritime løsninger til Kina.

”Danmark spiller en vigtig rolle som grøn frontløber for skibsfarten, og samarbejdsaftalen er en anerkendelse af, at den danske maritime industri har meget at byde på internationalt i forhold til grøn skibsbygning. Danmark og Kina har et godt samarbejde på det maritime område, og samarbejdsaftalen vil styrke samarbejdet yderligere til gavn for både den danske maritime industri, dansk økonomi og klimaet,” lyder det fra erhvervsminister Simon Kollerup.

”I Danske Maritime er vi overbeviste om, at den nye aftale skaber øgede samarbejdsmuligheder. Vi har i Danmark nogle af de førende leverandører i verden inden for grønne og klimavenlige teknologier og løsninger til skibsbygningsindustrien, og det kinesiske marked er blandt de absolut vigtigste for vores industri,” siger administrerende direktør i Danske Maritime Jenny N. Braat.

Grøn skibsbygning udgør ét af fokusområderne i det maritime strategiske sektorsamarbejde mellem Danmark og Kina, hvor Søfartsstyrelsen og den danske ambassade i Kina arbejder for at fremme grøn eksport, grøn skibsfart og maritim sikkerhed i samarbejde med kinesiske myndigheder.

Fakta:

  • Den maritime eksport af varer og tjenester til Kina er i perioden 2015-2019 steget med cirka 27 procent til cirka 5,2 mia. kroner.
  • EU er eksportmæssigt det største enkeltmarked for den danske maritime industri efterfulgt af Kina, Sydkorea og USA.
  • Den maritime industri består af skibsværfter, maritime udstyrsproducenter og forskellige tjenesteydende erhverv, for eksempel skibsdesignere.
  • Danmark har verdens 7. største maritime industri.
Powered by Labrador CMS