Ørsted indgår aftale med Equinor om norsk gas til Danmark
Den danske energigigant Ørsted har indgået en aftale med det norske energiselskab Equinor om levering af gas til Danmark for det kommende år.
Ørsted og Equinor har torsdag indgået en aftale om levering af norsk gas til Danmark via Baltic Pipe. Aftalen gælder for perioden 1. januar 2023 til 1. april 2024, og den samlede mængde gas for perioden vil være cirka 8 TWh, svarende til cirka en fjerdedel af det forventede samlede danske gasforbrug.
Det er etableringen af Baltic Pipe-gasledningen, der har muliggjort, at Ørsted nu kan købe gas fra de norske gasfelter, da gasledningen forbinder det norske gasrørsystem med Danmark.
”Vi er glade for at have indgået denne aftale med Equinor, der sikrer en fast leverance af norsk gas til Danmark via Baltic Pipe i den periode, hvor Tyra-feltet ikke leverer gas til Danmark. Med aftalen har vi mere end nok gas til at kunne dække vores kunders gasforbrug både denne og næste vinter, og det giver os mulighed for at fylde gas på de danske gaslagre hen over sommeren,” siger chef for Ørsteds gasportefølje, Søren Thygesen Blad.
Ørsted har med denne aftale, samt med produktionen fra Syd Arne-feltet og fra biogas, mere end dækket forbruget til sine egne kunder, der består af erhvervskunder i Danmark og Sverige.
Aftalen øger forsyningssikkerheden i Danmark, samtidig med at den erstatter de mængder gas, som Ørsted ellers skulle have købt på et presset europæisk gasmarked i den periode, hvor Tyra-feltet ikke leverer gas til Danmark.