Maersk Tankers-skib afvist i Spanien – Sejler med olieprodukter fra russisk skib

Arkivfoto: Maersk Tankers

Maersk Tankers-skibet Maersk Magellan er blevet forment adgang til den spanske havn Tarragona, fordi de spanske myndigheder mener, at fartøjet sejler med olieprodukter fra et tidligere russisk skib.

Offentliggjort Sidst opdateret

Tankeren Maersk Magellan fra Maersk Tankers er blevet centrum for en speget sag, efter skibet den 10. februar blev afvist af de spanske myndigheder, da det forsøgte at anløbe havnen i Tarragona.

Årsagen til afvisningen skal ifølge de spanske myndigheder findes i, at Maersk Magellan har modtaget olieprodukter fra skibet Elephant, der inden da skulle have modtaget olien fra det Cameroun-flagede fartøj Nobel, og det er netop her, at problemet opstår.

Nobel sejlede indtil juli 2022 nemlig under russisk flag og er dermed blandt de skibe, som i henhold til EU’s sanktioner mod Rusland er nægtet adgang til havne i unionen. Desuden er det fra februar 2023 ligeledes imod EU’s sanktioner at importere raffinerede olieprodukter fra Rusland.

Maersk Tankers har tidligere til flere kilder oplyst, at deres compliance check viste, at ingen af de berørte skibe sejlede under russisk flag, hvorfor de ikke var bekendt med, at der kunne være et problem.

Powered by Labrador CMS