Se billederne: Imponerende arbejde da skæv aksel blev oprettet
MarineShaft stod bag et imponerende stykke arbejde, da de stod for at oprette en 7,7 grader skæv aksel fra færgen Paglia Orba efter en grundstødning.
Enhver skeptiker ville med sikkerhed afslå denne propelleraksel fra tjeneste. Sandsynligvis ville enhver med maritimt kendskab udelukke en reparation med klassegodkendelse. Alligevel blev sagen dog klaret til UG med kryds og slange af danske MarineShaft. Det skriver de på deres hjemmeside.
Færgen Paglia Orba fra rederiet Corsica Linea SAS grundstødte ved indsejling til Bastia havn, og skaderne var så omfattende, at færgen måtte tages ud af drift, hvorefter den gik i dok i Tunesien på værftet CRM Tunisia Ship Repairs.
Skaderne på propellerakslen var alvorlige, og akslen var slået 7,7 grader skæv svarende til 250 mm ude af centerlinje. Mellemakslen var også beskadiget, men i mindre omfang.
Alligevel tog MarineShaft imod reparationsopgaven, der stod på opretning og reparation af 1 styk propeller aksel med dimension Ø1058/421 x 18875 mm inklusiv twin tube
samt opretning og reparation af 1 styk mellemaksel med dimension Ø390 x 7450 mm
“Arbejdet som MarineShaft har udført er helt fantastisk. Jeg er meget imponeret over jeres tekniske viden og ekspertise omkring opretning. Rigtig mange kollegaer frarådede mig at arbejde for en opretning/reparation, og i stedet bestille en ny propelleraksel. Jeg er meget glad for at kunne vise, at de tog fejl,” lyder de rosende ord fra superintendent Bruno Rogier fra rederiet