Norsk olieselskab køber procenter i Ørsted

Det norske energiselskab Equinor har købt næsten 10 procent af danske Ørsted og bliver dermed den næststørste investor.

Norske Equinor har haft den store tegnebog oppe af lommen. Energi- og olieselskabet har nemlig købt helt præcist 41.197.344 aktier i Ørsted - hvilket svarer til 9,8 procent af den samlede aktiekapital i energiselskabet. Det oplyser Equinor i en pressemeddelelse.

Opkøbet skal ifølge det norske selskab ses som et led i Equinors strategi om investering i vedvarende energi, hvor Ørsted er blandt verdens førende virksomheder i havvindindustrien, og med de 9,8 procent af aktierne bliver den norske virksomhed da også Ørsteds næststørste investor - kun overgået af den danske stat, som ejer 50,1 procent af aktierne.

"Denne investering er i tråd med Equinors strategi om eksponering i værdidrevet vækst i vedvarende energi. Havmølleindustrien står lige nu over for en række udfordringer, men vi forbliver overbeviste om de langsigtede udsigter for sektoren og den kritiske rolle, som vindenergi til havs vil spille i energitransitionen," lyder det fra administrerende direktør i Equinor, Anders Opedal.

Equinors ejerandel har en værdi på omkring 2,5 milliarder dollar, hvilket svarer til cirka 17 milliarder danske kroner.

Powered by Labrador CMS