Maritime oplevelsescentre kan være på vej mod genåbning
Der kan være gode nyheder på vej til flere af landets maritime oplevelsescentre og akvarier, for de kan meget vel se frem til at åbne dørene på søndag.
Der kan være lys for enden af tunnellen for flere maritime museer og akvarier. I hvert fald har den såkaldte Epidemikommission, som rådgiver Folketinget om restriktioner i forbindelse med coronavirus, rådgivet til, at en række restriktioner på kulturlivet kan udfases fra på søndag.
Dermed kan det betyde en mulig håndsrækning til både maritime museer og flere af landets store akvarier, der siden den 19. december har været nedlukket på grund af stigende coronasmitte.
I første omgang skal Folketingets Epidemiudvalg godkende lempelserne af restriktionerne, men ifølge flere medier er der allerede nu opbakning fra både regering og støttepartier.
Sundhedsministeriet har inviteret til pressemøde klokken 18.00 om den aktuelle status på coronasituationen.