Alfa Laval jagter gennembrud på det koreanske marked
To års arbejde har båret frugt. Med Danske Maritimes hjælp får Alfa Laval nu bedre adgang til det koreanske marked.
Igennem de seneste to år har Danske Maritime – brancheorganisationen for danske leverandører af maritimt udstyr og skibe – bistået sit medlem Alfa Laval med at få typegodkendt virksomhedens ballastvands-rensningssystem PureBallast og dermed få adgang til at sælge til skibe under sydkoreansk flag.
Alfa Lavals ballastvands-rensningsudstyr er allerede testet og certificeret af DNV-GL (ud fra standarden BWMS Code MEPC.300 [72]), men alligevel stillede de koreanske myndigheder indledningsvis krav om, at Alfa Lavals systemer på ny skulle testes og godkendes af Korea Institute of Ocean Science and Technology (KIOST) – en proces, som både ville forsinke og i høj grad fordyre Alfa Lavals systemer på det koreanske marked.
Som følge af en lovændring i Korea ændredes kravene undervejs og der krævedes ikke længere nye lokale test. I stedet skulle tidligere udførte test granskes nøje og godkendes af KIOST. Det blev en vældig dybtgående granskning, blandt andet af de biologiske test som oprindeligt var udført af danske DHI.
Danske Maritime har i samarbejde med den maritime industris europæiske brancheorganisation SEA Europe og med assistance fra det svenske handelskammer bistået Alfa Laval med at rejse sagen over for Europa-Kommissionens Generaldirektorat for Handel (DG Trade).
DG TRADE har i flere omgang rejst sagen på bilaterale møder med koreanske embedsmænd, ligesom den er blevet taget op af daværende kommissær for udenrigshandel, Cecilia Malmström, over for Sydkoreas handelsminister.
Efter en lang proces, blev der ultimo oktober 2021 fundet en løsning, som betyder, at Alfa Laval nu har fået typegodkendt sit PureBallast ballastvands-rensningssystem i Korea.
”Danske Maritime har været en god samarbejdspartner hele vejen i denne lange proces. Som virksomhed er det svært at rejse en sag, og vi har sat stor pris på den vedholdende indsats, som Danske Maritime i samarbejde med SEA Europe har leveret. Alfa Laval kan nu servicere de første kunder i Korea med ballastvandsudstyr til sydkoreansk-flagede skibe, og forventningen er, at der kommer flere,” siger Compliance & Product Specialist for ballastvandssystemer hos Alfa Laval, Niclas Ericson.
Også Jenny Braat, CEO i Danske Maritime, glæder sig over, at den lange dialog med Sydkorea langt om længe har båret frugt.
”Danske Maritime er meget glade for at have kunnet hjælpe Alfa Laval i denne ret tekniske handelspolitiske sag. Vi forventer, løsningen på sagen samtidig vil have den effekt, at der nu også mere generelt er banet vej for – på en lettere og mere tilgængelig facon – at få typegodkendelse af ballastvandssystemer til koreansk flagede skibe. Det vil også kunne få en positiv betydning for andre medlemmer, så det er glædeligt,” siger Jenny Braat.