Dansk projekt sigter mod markant CO2-reduktion i søfarten

Mads Friis Jensen fra Blue World Technologies(til højre) sammen med Lars Bo Andersen, der er Alfa Laval Test and Training Centre Manager. Foto: Alfa Laval
Mads Friis Jensen fra Blue World Technologies(til højre) sammen med Lars Bo Andersen, der er Alfa Laval Test and Training Centre Manager.

Et innovativt brændselscellesystem fra den fremadstormende danske brændselscelleproducent Blue World Technologies kan blive et vigtigt skridt på vejen mod en CO2-neutral skibsfart efter førende maritime aktører er gået sammen om projektet, lyder det i en pressemeddelelse.

Offentliggjort

Et innovativt brændselscellesystem fra den fremadstormende danske brændselscelleproducent Blue World Technologies kan blive et vigtigt skridt på vejen mod en CO2-neutral skibsfart. Et nyt EUDP-støttet projekt med deltagelse fra stærke ­­­danske maritime aktører som Maersk Drilling, DFDS, Hafnia og Alfa Laval i Aalborg skal nu afdække teknologiens potentiale som et reelt alternativ til forbrændingsbaseret hjælpekraft til skibe, der kan udgøre op til 15 procent af et skibs samlede energiforbrug.

Den globale søfart skal tage yderst betydelige skridt i retningen mod en grønnere fremtid inden for meget få år. For selvom den internationale søfartsorganisation IMO’s målsætning om at reducere branchens samlede udledning af drivhusgasser med mindst 50 procent i 2050 kan virke som langt ude i fremtiden, presses branchen allerede nu af transportkøberne, der stiller skærpede krav om mere bæredygtige transportløsninger. Søfarten er derfor i disse år i fuld gang med en søgen efter teknologier, der kan reducere skibenes emissioner, og her kan et nyt dansk projekt meget vel komme til at spille en betydelig rolle.

Projektet, der er støttet af Energistyrelsens Energiteknologiske Udviklings- og Demonstrationsprogram (EUDP), skal undersøge, om et nyt og innovativt brændselscellesystem ved brug af metanol som brændstof kan erstatte oliedrevne generatoranlæg i produktionen af hjælpekraft til skibe og andre applikationer. Hjælpekraft benyttes blandt andet til elproduktion ombord på skibet og kan ifølge Global Maritime Energy Efficiency Partnerships (et projekt under IMO) udgøre op til 15 procent af et skibs totale energiforbrug.

Systemet er udviklet af den fremadstormende danske brændselscellevirksomhed Blue World Technologies og skal nu installeres på Alfa Lavals verdensførende testcenter for miljø- og forbrændingsteknologi i Aalborg, der skal danne rammen om projektet.

“Med udgangspunkt i skalerbarheden af vores brændselscellesystemer til bilindustrien er vi overbeviste om, at metanol-brændselscellesystemer kan reducere den maritime klima- og miljøpåvirkning drastisk. Ved at videreudvikle vores teknologi i samarbejde med marinekolleger og ved samtidig at øge vores produktionskapacitet kan vi levere en brændselscelleløsning, der er grøn, operationelt sund og også kommercielt bæredygtig,” siger Mads Friis Jensen, chief commercial officer og medstifter af Blue World Technologies.

Powered by Labrador CMS