Ny færgehavn sender sjældne markfirben på hotel
Vejen væk fra Molslinjens færgehavn på Odden skal udvides. Men da udvidelsen kan risikere at forstyrre en flok sjældne og fredede markfirben, tilbyder Molslinjen nu de små kræ et årelangt hotelophold, hvor de kan formere sig, inden de igen sættes ud i naturen.
Molslinjen ønsker at udvide vejen fra Odden Færgehavn, så de halvanden million biler får nemmere ved at komme videre ind mod København og resten af Sjælland. Molslinjen ejer den jord, som vejen skal udbygges på – men der er bare et lille problem med nogle oprindelige indbyggere. En flok sjældne og fredede markfirben bor der nemlig.
”Vi vil gerne give bilisterne mulighed for at skære en del af deres rejsetid fra Odden, men vi er selvfølgelig nødt til at tage hensyn til naturen. Derfor har vi prøvet at finde en løsning, som kunne rumme begge dele”, forklarer Molslinjens kommercielle direktør, Jesper Skovgaard.
Løsningen er nænsom indfangning og opbevaring af firbenene, mens vejstykket udvides. Når vejen er færdig, er der blevet endnu flere firben, og de får så ny bopæl på et helt nyanlagt stykke natur, som ligner deres oprindelige bolig.
Det er firmaet Amphi Consult, som skal stå for indfangning og opbevaring af firbenene. Medarbejdere derfra skal skånsomt indsamle firbenene og sørge for dem, inden de igen kan sættes ud. Samtidig skal der i anlægsperioden, etableres et såkaldt paddehegn, så evt. ikke indsamlede firben ikke kan forvilde sig ind i anlægsområdet.
Det er også en betingelse for tilladelsen, at firbenene og ny yngel skal sættes ud igen inden udgangen af 2024.
Udvidelsen af vejen ved færgehavnen ventes påbegyndt i løbet af efteråret 2022. Projektet ventes færdigt inden påske 2023. Der forventes ikke gener for færgegæsterne i anlægsperioden.