Potentiale for over 3000 arbejdspladser på Nordsøen

Foto: Dansk Metal

Danmark har besluttet at stoppe for olie- og gasudvinding fra Nordsøen i 2050, men en ny analyse viser, at mere end 2500 af arbejdspladserne kan bevares.

Offentliggjort

Danmark har besluttet at stoppe for olie- og gasudvinding fra Nordsøen i 2050, men en ny analyse viser, at mere end 2500 af arbejdspladserne kan bevares.

Det kan ske, hvis Danmark omdanner de tomme olie- og gasfelter til at lagre CO2. I tillæg vil mere end 500 arbejdspladser blive skabt indenfor skibstransport af CO2. Det svarer stort set til det antal, der i dag er beskæftiget med olieproduktionen på Nordsøen.

”Danmark har været på Nordsøen i mange år, og vi har derfor en unik mulighed for både at gøre en stor forskel for klimaet og samtidigt fastholde rigtigt mange arbejdspladser på Nordsøen. Potentialet er kæmpestort. Det er vigtigt, at vi fastholder og udnytter den viden, der er i branchen. Det er i høj grad de samme kompetencer, der er brug for, når vi taler om CO2-lagring,” siger formand for Dansk Metal, Claus Jensen.

I praksis er der et stort sammenfald mellem de opgaver, der løses på en olie- og gasplatform og de opgaver, der kræves for at lagre CO2 i undergrunden og vedligeholde lageret og holde det sikkert. De udtjente olie- og gasfelter i Nordsøen vil kunne genbruges med få modifikationer.

Regeringens klimaprogram lægger op til, at en stor del af CO2-reduktionen – op mod 40 procent – frem mod 2030 skal ske gennem netop CO2-fangst og -lagring. I de kommende to år er der afsat 200 millioner kroner til støtte af et pilotprojekt, der tester CO2-lagring i Nordsøen.

Dansk Metal mener, at den nye rapport, som viser et stort potentiale for at fastholde arbejdspladser på Nordsøen, øger behovet for investeringer, så der kan skabes mange nye grønne jobs.

”Det er vigtigt, at Danmark er med fra starten. Det er et godt eksempel på, at det er muligt at investere i den grønne omstilling og samtidigt bevare arbejdspladser. Når først teknologien er på plads, kan der være et stort potentiale for eksport til udlandet,” siger Claus Jensen.

Powered by Labrador CMS