DI: Uden ambition og tempo, når vi ikke fuldt PtX-potentiale

Illustration: Danske Havne.
Illustration: Danske Havne.

Power-to-X kan række ud over den danske klimamålsætning i 2030 og samtidig opfylde et kæmpe erhvervspotentiale, men det kræver klarhed for industrien samt ambition og højhastighed på en længe ventet Power-to-X-strategi. Sådan lyder anbefalingen til regeringen fra Dansk Energis PtX-Partnerskabet på baggrund af ny analyse.

Offentliggjort

Der er ikke kun en betydelig og nødvendig klimagevinst at hente ved at udvikle en Power-to-X (PtX)-industri i Danmark – der er også et enormt erhvervspotentiale. Det viser en ny analyse ved navn ”Power-to-X: Muligheder og Erhvervspotentialer”, lavet af Rambøll for Dansk Energi.

Ifølge analysen vil Danmark kunne opnå estimerede eksportgevinster på helt op til 36 milliarder kroner årligt i 2030 alt efter ambitionsniveau nationalt og internationalt. Men det kræver at Danmark sigter højt i et internationalt marked og går efter at opbygge en industri, der kan eksportere de løsninger, resten af verden efterspørger i den globale grønne omstilling. Præcis som eventyret om de danske vindmøller, mener Dansk Energi.

“Men intet sker. Igennem mindst ét år har vi efterspurgt en strategi for PtX, men vi venter stadig. Virksomhederne har viljen, men mangler i den grad klarhed for at kunne træffe investeringsbeslutninger. Regeringen og partierne bag klimaloven skal sætter tempoet op, så vi kan nå at stå på det europæiske PtX-tog,” siger administrerende direktør i Dansk Energi, Lars Aagaard.

“Lige nu står Danmark ved en skillevej, hvor vi kan vælge, om vi vil spille rollen som internationalt grønt foregangsland, når det gælder at omdanne el til brint og videre til brændstoffer, der kan anvendes i tung transport og industri. PtX er i rivende udvikling, og både investeringsvilje og planlagte PtX-projekter kan skyde langt over det danske klimamål. Vi kan nå det, hvis vi vil, og hvis regeringen og partierne bag klimaloven sætter turbo og ambition på en efterhånden længe ventet PtX-strategi,” siger han.

På baggrund af Rambølls analyse fremlægger Dansk Energi og PtX-Partnerskabet nu en række anbefalinger til regeringen til en kommende PtX-strategi, og fælles for anbefalingerne er tempo og ambition.

Der er blandt andet brug for at fremrykke offentlige investeringer i PtX-produktion, og der er brug for, at Danmark sigter mod langt højere mål for dels udbygning af vedvarende energianlæg, dels kapacitet for elektrolyseanlæg og for infrastrukturen.

“At omdanne PtX til både en klima- og eksportsucceshistorie for Danmark, sker ikke af sig selv. Det kræver massiv forsyning af grøn el til elektrolyseanlæggene, så vi skal opstille meget mere vedvarende energi i form af vind- og solenergianlæg både på land og til vands – og det skal ske i et langt højere tempo end i dag,” lyder det fra Lars Aagaard.

“Markedet kan rykke hurtigt nu, og virksomheder over hele Europa står parat til at investere og sætte PtX-projekter i gang. Danmark har alle muligheder for at rykke med frem i førerfeltet, men det kræver politisk handling med opstilling af tydelige rammer og ambitiøse mål, så danske virksomheder ved, hvad de skal investere efter, og så de kan skalere produktionen op,” siger han.

Powered by Labrador CMS