Bornholm skal erhvervsfyrtårn for grøn energi
Grøn energi skal være fremtidens erhvervsfyrtårn på solskinsøen Bornholm. Sådan lyder det fra det bornholmske vækstteam, der mandag afleverede sine anbefalinger til regeringen.
Sammen med Nordsøen er Bornholm med klimaaftalen fra 2020 udpeget som hjemsted for verdens to første grønne energiøer. Som energiø skal Bornholm være med til at dække Danmarks strømforbrug med grøn strøm, og med afsæt i øens unikke muligheder og position foreslår vækstteamet derfor, at der udvikles et nationalt testcenter for grøn energi.
Vækstteamet anbefaler også, at Bornholm får sit eget erhvervs-, videns- og udviklingsmiljø med lokale, nationale og internationale virksomheder. Vækstteamet peger desuden på, at Bornholm kan blive et knudepunkt for offshoremarkedet i Østersøen, og at øen generelt kan få en rolle som en grøn, maritim transporthub for skibsfarten i Østersøen.
”Bornholm er allerede nu 100 procent selvforsynende med grøn energi, og som energiø kommer Bornholm til at levere grøn strøm – ikke bare til resten af Danmark, men forhåbentlig også til Europa. Med sin unikke position har Bornholm potentialet til at blive et knudepunkt for bæredygtig energiproduktion, hvilket vil bidrage til den grønne omstilling og have væsentlige erhvervspotentialer for øen. Som en forudsætning herfor anbefaler vi desuden, at der gøres en indsats for kompetenceudvikling blandt medarbejdere og digital omstilling i virksomheder,” siger Formanden for det bornholmske vækstteam, Henriette Hallberg Thygesen, executive vice president i A.P. Møller – Mærsk i en pressemeddelelse.