Regeringen tager maritime anbefalinger til sig

Foto: Danske Rederier

Regeringen forholder sig positivt til en stribe anbefalinger om blandt andet certificering af grønne brændstoffer og transport af CO2 fra Erhvervslivets EU- og Regelforum, som Danske Rederier sidder med i.

Offentliggjort

Når rederierne fremover skal tanke grønne brændstoffer, er det afgørende, at der er enighed om, hvad der er grønt, og hvad der ikke er. Derfor har Danske Rederier via Erhvervslivets EU- og Regelforum anbefalet regeringen at arbejde for at sikre cer­ti­fi­ce­rings­ord­nin­ger for de nye, grønne brændstoffer til skibsfart.

“Jeg vil gerne kvittere for, at regeringen er så lydhør over for erhvervslivets bekymringer og tager godt og konstruktivt imod forslagene fra Regelforummet,” lyder det fra viceadministrerende direktør i Danske Rederier og medlem af Erhvervslivets EU- og Regelforum, Jacob K. Clasen.

“Når rederier tanker nye grønne brændstoffer, skal de have sikkerhed for, at de tanker det rigtige brændstof, og at de kan dokumentere over for myndigheder, at de følger reglerne. For eksempel er det svært at skelne mellem såkaldt grønt og gråt metanol produceret på strøm fra henholdsvis vedvarende og fossile kilder. Derfor er det vigtigt at få en certificering på plads – ikke kun i EU men globalt,” siger Jacob K. Clasen.

En anden af Danske Rederiers mærkesager har været, at få klarhed over de juridiske rammer for græn­se­over­skri­den­de transport af CO2 mellem EU-landene, og også denne anbefaling tager regeringen til sig.

“Danmark har potentiale til at blive EU hub for lagring af CO2 og produktion af PtX brændstoffer, så derfor er jeg glad for, at regeringen vil arbejde for klare regler. Det er afgørende for de rederier, som planlægger store investeringer knyttet til sejlads på grønne brændstoffer eller transport og lagring af CO2,” siger Jacob K. Clasen.

Regelforummet rådgiver regeringen om kommende EU-regler, samt hvilke regler der gør det unødvendigt kompliceret at være virksomhed.

Powered by Labrador CMS