Grøn energi skal opbevares i varme sten i Rødby
Energi- og fiberkoncernen Andel vælger at placere nyt energilagringssystem ved Rødby på Lolland.
Rødby kan se frem til at blive hjemsted for et nyt energilagringsanlæg, som har potentiale til at løse en af barriererne for en fremtidig 100 procent grøn elforsyning. Det oplyser Andel i en pressemeddelelse.
Selvom der nogle dage produceres alt for meget grøn energi i vindmøller og solceller, så har det nemlig hidtil været en udfordring at gemme den overskydende energi til de vind- og solfattige dage, men det skal det nye energilagringssystem nu lave om på.
Anlægget bliver af typen GridScale, som kan gemme strømmen fra de tidspunkter, hvor vinden blæser og solen skinner, til senere brug.
”Vi står som samfund overfor en fuldstændig afgørende og omfattende opgave med at mindske klimaforandringerne. Set i lyset af den seneste klimarapport fra IPCC er opgaven ikke blevet mindre. I Andel vil vi gerne være en del af løsningen og gå foran ved at investere i grøn omstilling for eksempel gennem udbygning af ladeinfrastruktur, men også ved at bruge vores viden til at udvikle nye grønne teknologier. Derfor glæder det mig også, at vi nu har fundet den helt rigtige geografiske placering og kan sætte turbo på opførelsen af vores energilager, så vi kommer et skridt nærmere at lagre strømmen fra vedvarende energikilder”, siger Jesper Hjulmand, administrerende direktør i Andel.
Det kommende lagringsanlæg vil bestå af nogle store og meget velisolerede ståltanke, der indeholder flere tusind ton småsten af typen basaltsten. De kan nemlig holde til at blive varmet op og kølet ned igen og igen uden at smuldre.
På en blæsende dag, hvor vindmøllerne snurrer, bliver en del af energien ledt ind i tankene, hvor stenene varmes op til 600 grader. Her kan energien og varmen lagres i flere dage, og på en vindstille dag kan varmen så igen ledes ud af tankene, gennem en turbine og tilbage i elnettet.
Andel og Stiesdal Storage Technologies har de seneste måneder afsøgt forskellige geografiske muligheder for placering af det første GridScale lager, og valget faldt på Rødby.
Med 200 vindmøller på land, en havvindmøllepark og adskillige solcelleparker produceres der nemlig et stort overskud af grøn energi på Lolland. Faktisk produceres der helt op til otte gange så meget grøn energi, som der er brug for.
”Vi har lagt vægt på, at lageret opføres og testes, hvor vores ejere, andelshaverne, bor. Desuden skal det være et sted, hvor vi allerede nu kan se de muligheder og udfordringer, som kommer med elektrificeringen af samfundet og de stadigt stigende mængder vedvarende energi fra eksempelvis vindmøller. Og så skal der være plads til at udvide lageret og til eventuelt også at teste og udvikle nye lagermetoder. Ud fra de kriterier er Lolland perfekt,” siger Jesper Hjulmand.