Chikaneret og lagt for had – Russiske søfolk bliver dårligt behandlet
Ruslands krigsførelse i nabolandet Ukraine har fået store konsekvenser for de russiske søfolk i handelsflåden.
Russiske søfolk bliver lagt for had og dårligt behandlet af både myndigheder og kolleger fra andre lande. Sådan lyder det i ifølge fagbladet Lederne Søfart, som i deres seneste udgivelse har sat fokus på konsekvenserne af Ruslands krigsførelse i nabolandet Ukraine.
Eksempelvis oplever flere russiske søfarende, at myndighederne bruger op mod seks timer for at tjekke deres pas og papirer ved havneanløb, og det har fået konsekvenser for shipmanagement-firmaet Anglo Eastern.
“Derfor er vi nødt til i visse tilfælde at lade være med at sende de russiske søfolk ombord, fordi det kan give problemer både for dem og for os. Det er virkelig synd for de mennesker, det går ud over,” siger firmaets Chief Operating Officer, Carsten Ostenfeldt til fagbladet.
Der udover har de russiske søfolk haft praktiske problemer med udbetalingen af deres løn, som længe har været krævet udbetalt i rubler, men her har Anglo Eastern løst problemet ved at lave et specielt betalingssystem, hvor lønnen eksempelvis kan udbetales
via kreditkort.