Efter kemikalieeksplosion: Nu er kaptajnen anholdt

Foto: Sri Lanka Air Force
Offentliggjort

Kaptajnen på skibet X-Press Pearl, der brændte op ud for Sri Lanka er blevet anholdt, og det asiatiske land har søgt stor erstatning efter miljøskaderne.

Den russiske kaptajn Vitaly Tyutkalo fra det 2.700 teu-store containerskib X-Press Pearl, der brændte op i en kemikaliebrand ud for storbyen Colombo i Sri Lanka, blev mandag arresteret.

Her blev kaptajnen fra det Singapore-flagede skib fremstillet foran en dommer i retten i Colombo, hvorefter han blev løsladt mod kaution.

”Der blev ikke fremlagt nogen formelle anklager, men han blev stillet for retten under mistanke om, at han har begået en lovovertrædelse i henhold til loven om forebyggelse af havforurening,” lyder det fra en talsmand for det lokale politi.

Sri Lanka har søgt 40 millioner dollar i erstatning fra skibets ejere X-Press Feeders, efter sidste måneds brand, der har skabt en af de værste miljøkatastrofer i landets historie med giftige stoffer, der skyller op på landets vestkyst.

Powered by Labrador CMS