Nordiske MEP’er til topmøde om nordisk shipping

De nordiske medlemmer af EU-Parlamentet til møde

Rederiforeninger fra Danmark, Sverige og Finland har afholdt rundbordssamtale med nordiske MEP’er om de strategiske muligheder og udfordringer, som den nordiske shippingindustri står over for i disse år.

Offentliggjort Sidst opdateret

Tirsdag aften var de nordiske Medlemmer af Europa-Parlamentet inviteret til en uformel rund­bord­s­sam­ta­le i Strasbourg om nordisk shippings fremtid. 16 MEP’er deltog sammen med topcheferne fra hhv. den svenske, finske og danske rederiforening.

”Det er godt at opleve den store interesse for ship­pin­gin­du­stri­en, som de deltagende MEP’er viste på mødet. Det er vigtigt for os i rederibranchen, at de nordiske MEP’er ved, at der i branchen er et meget velfungerende, tæt nordisk samarbejde i det daglige og hvor, vi – og de – står i forhold til væsentlige dagsordener som den russiske skyggeflåde og den grønne omstilling,” siger Anne H. Steffensen, adm. direktør i Danske Rederier.

På dagsordenen var de vigtigste emner EU's regulering og tiltag til skibsfartens grønne omstilling, den russiske skyggeflåde såvel som nordisk og europæisk skibsfarts strategiske og kon­kur­ren­ce­mæs­si­ge betydning for Europa. Mødet var kendetegnet ved livlig diskussion og stor interesse for de drøftede temaer. 

”Skibsfarten er afgørende for den europæiske for­sy­nings­sik­ker­hed på væsentlige områder som energi- og fø­de­va­resik­ker­hed. Det er helt afgørende, at vi fastholder den nordiske og europæiske skibsfarts kon­kur­ren­ce­dyg­tig­hed i en verden, hvor andre ambitiøse og dygtige sø­fart­s­na­tio­ner hele tiden rykker på sig. Det er en væsentlig diskussion, som jeg er meget glad for at have mulighed for at tage med de nordiske MEP’er,” siger Anne H. Steffensen. 

Under rund­bord­s­sam­ta­len holdt Anne H. Steffensen, Danske Rederier, et indlæg om skibsfartens grønne omstilling.

”Skibsfartens grønne omstilling er både en kæmpe udfordring og en mulighed. Lige nu står vi i et vadested. Den globale kli­ma­re­gu­le­ring af skibsfarten skal forhandles på plads i IMO senere på året, og samtidig har vi en ambitiøs EU kli­ma­re­gu­le­ring, som vi er i fuld gang med at levere på. Selvom vi gør alt hvad vi kan for at sejle så ener­gi­ef­fek­tivt som muligt, så er den største udfordring i de kommende år, at vi slet ikke har nok grønne brændstoffer til, at vores skibe for alvor kan sejle klimavenligt. Produktionen skal i dén grad skaleres op. Og her har EU en stor rolle at spille og en forpligtelse til at steppe op og træde i karakter. Hvis vi ikke gør det, så bliver vi sejlet agterud af Kina og andre ambitiøse spillere, der allerede er godt i gang,” siger Anne H. Steffensen

Powered by Labrador CMS