Mie genfandt motivationen gennem praktisk undervisning

Mie Reiter. Foto: Marstal Navigationsskole
Mie Reiter.

20 årige Mie Reiter gik fra at være skoletræt til at vide, hvad hun vil lave i fremtiden, da hun på HF-Søfart på Marstal Navigationsskole genfandt lysten til at lære.

Offentliggjort

“Jeg blev rigtig skoletræt og synes, at det var rigtig kedeligt bare at sidde stille, og jeg mistede ret meget motivationen til at gå i skole!”

Efter ni års skolegang og et år på efterskole ramte hun muren. Den stationære indlæring var blevet for meget for Mie Reiter fra Præstø, og skoletrætheden fyldte mere og mere i hverdagen. Derfor slog hun til, da Marstal Navigationsskole under et besøg på efterskolen introducerede Mie og de andre elever for HF-Søfart – en tre-årig ungdomsuddannelse, der bød på mere end blot digtanalyse og udenadslære om pythagoras. Her blev hverdagen krydret med læring om sikkerhed til søs, førstehjælpskursus og brandskole – og det var lige noget, der faldt i Mies smag.

“Jeg synes, det er fedt, at have en blanding af de maritime fag og de almindelige fag, og det er fedt, at man får noget afveksling, så man ikke bare har røv-til-bænk-undervisning. Pludselig forstod jeg meningen med for eksempel at lære matematik, fordi du skulle bruge det, når du skulle ud og sejle. Så var det ikke ligegyldigt, hvornår du var fremme, og hvor meget brændstof du brugte. Det gav lige pludselig mening, og så var det sjovt at lære igen,” fortæller Mie Reiter.

Unikt sammenhold

Det lå ellers ikke lige i kortene, at Mie skulle til søs. Godt nok har hendes familie en båd, ligesom der er flere i familien, der har erfaring fra det maritime, men derfra og til, at hun selv skulle gøre karriere i Det Blå Danmark, havde hun ikke lige tænkt. Uddannelsen passede hende dog perfekt, og også sejladsen gav Mie en positiv mavefornemmelse.

“Når jeg sejler en båd, så har jeg følelsen af ansvar, for der er nogen i båden, som tror på én, og stoler på, at man sejler ordentligt,” fortæller hun og påpeger, at netop opbakningen fra både skolens lærere og de andre elever var noget af det mest unikke, hun tog med sig fra Ærø. For når alle er tilflyttere i et lille lokalsamfund og hjælpen fra mor og far pludselig er mange timer og en færgetur væk, så er det vigtigt at kunne bakke hinanden op og altid stå klar med en hjælpende hånd.

“Du er nødt til at samarbejde, og du er nødt til at kunne komme godt ud af det med mange forskellige slags mennesker. Så det går ikke, at man kommer herover og har en masse fordomme om alt og alle, fordi det er dem, der bliver dine tætteste kammerater og dem, du kommer til at skulle spørge om hjælp. Man er ikke superstjerne, og man kan ikke klare alting selv,” lyder det fra Mie.

Tanken om at skulle stå på egne ben på en ukendt ø syd for Fyn var før skolestarten da også noget, der fik tvivlen til at nage hos den unge kvinde. Men i sidste ende blev nervøsiteten gjort slemt til skamme.

“Jeg troede til at starte med, at det sværeste ville være at flytte over på Ærø, men faktisk var det sværeste at skulle sige farvel til alle ens venner, da vi skulle derfra,” fortæller hun.

Ballast at falde tilbage på

Efter tre år på HF-Søfart Marstal blev Mie i juni færdig med studiet, og allerede nu ligger fremtiden fast. En af hendes store drømme om at se verden og opleve forskellige kulturer skal nemlig opfyldes, når hun sammen med en fra hendes klasse i de kommende to år blandt andet skal ud og sejle med rederierne Maersk og Esvagt. Derefter satser hun på at læse videre til kystskipper og sætteskipper, inden det måske bliver tid til at gå i land.

“Jeg ved, at jeg rigtig gerne vil stifte familie på et tidspunkt, og der er det måske ikke så smart at være mor, og sige til sit barn, ‘Vi ses om en måned’. Det er også derfor, at jeg synes, at HF Søfart Marstal er en helt vild fed kombination, for så har jeg min HF at falde tilbage på. Hvis jeg kun havde søfartsdelen, så skulle jeg pludselig til at tage en uddannelse mere, eller gå ud som ufaglært. Men nu har jeg lidt mere med i bagagen og noget på CV’et, som jeg kan bruge fremadrettet, selvom det måske ikke er søfartsvejen, jeg vil gå om 10 år,” siger hun.

Du kan læse meget mere om HF-Søfart og Marstal Navigationsskole lige her

Powered by Labrador CMS