Forsvaret anskaffer nye sonarsystemer til at styrke Danmarks anti-ubådskapacitet

Arkivfoto af en af Søværnets fregatter af Absalon-klassen,
Offentliggjort Sidst opdateret

Forsvarsministeriet oplyser på deres hjemmeside, at Forsvarsforligskredsen har truffet beslutning om leverandør af nye slæbesonarsystemer til Søværnets fregatter af Absalon-klassen. Der tages med de nye sonarsystemer et stort skridt i forhold til at kunne løse opgaver inden for anti-ubåds krig. 

Med henvisning til anden delaftale under forsvarsforliget 2024-2033, blev der truffet beslutning om at fremrykke dele af anti-ubådskapaciteten på Søværnets fregatter. I går traf forligskredsen beslutning hvem der skal levere de nye slæbesonarsystemer. ”I lyset af den aktuelle udenrigs- og sikkerhedspolitiske situation er jeg glad for, at der nu er truffet beslutning om, hvem der skal levere slæbesonarsystemer til vores fregatter, så vi kan komme videre med at styrke Danmarks overvågning af ubådsaktivitet blandt andet i Arktis og Nordatlanten,” udtaler forsvarsminister Troels Lund Poulsen. Formålet med de nye slæbesonarsystemer er at finde og overvåge ubåde. Systemerne er en del af den samlede pakke til Søværnets anti-ubådskapacitet, som blandt andre også består af dyppesonarsystemer og torpedoer til Forsvarets Seahawk helikoptere. Anskaffelse og installation af de nye slæbesonarsystemer i fregatterne forventes at blive gennemført over en årrække.

Powered by Labrador CMS