Største kokain-bust i Europa nogensinde
23 ton kokain er blevet beslaglagt under en fælles mission i havnene i Antwerpen og Hamborg. Det er den største mængde kokain, som nogensinde er blevet beslaglagt i Europa.
Narkobetjentene i Belgien og Tyskland må have svært ved at få armene ned i disse dage. 12. februar lykkedes det dem at optrevle og beslaglægge mere end 23 ton kokain i Antwerpen Havn og Hamborg Havn. Kokainen har en værdi på et tocifret milliardbeløb, og fordelte sig med 7,2 ton i Antwerpen og 16 ton i Hamborg, skriver Avisen.dk.
De massive mængder kokain i Hamborg blev opdaget, da toldere i Hamborg besluttede at foretage en særlig kontrol af nogle containere fra Paraguay, da der var uregelmæssigheder med indholdsdeklarationerne. Officielt var containernes indhold dåser med spartelmasse. Ifølge politiet skulle hele ladningen af kokain sendes til den samme adresse i Holland. Hollandsk politi oplyser, at man onsdag har anholdt en 28-årig mand, som har relation til begge ladninger kokain.’
– Et lager ægte spartelmasse var pakket bag døren i containere, men bagved fandt politiet kokainen i over 1700 dåser. Det er den største mængde kokain, som nogensinde er beslaglagt i Europa – og en af de største på globalt plan, siger tyske toldere med henvisning til de godt 16 ton, som blev beslaglagt i Hamburgs Havn.