Maersk indgår nyt et forlig i sag om chikane og krænkelser

Arkivfoto: Galen Crout / Unsplash

For anden gang på få dage er det lykkedes Maersks datterselskab, Maersk Line, Limited, at undgå en retssag ved at indgå forlig i en sag om krænkelser til søs.

Offentliggjort Sidst opdateret

Det rystede den maritime branche, da en anonym kvinde sidste år stod frem med fortællingen om en fuldbyrdet voldtægt ombord på et skib fra Maersks amerikanske datterselskab, Maersk Line, Limited.

Siden stod kvinden ved navn Hope Hicks frem og sagsøgte – sammen med en anden fortsat anonym kvinde – rederiet for ikke at tage ansvar i sager om voldtægt og sexchikane, men nu er det altså lykkedes Maersk at få lagt låg på i begge sager.

Først indgik de for få dage siden forlig med Hope Hicks, og i dag kom så nyheden om, at Maersk ligeledes har haft held med at undgå retssagen med den anden kvinde, der går under dæknavnet ‘Midshipman Y’, ved også at indgå forlig i denne sag.

De to kvinder var i praktik på Maersk-skibet Alliance Fairfax med to års mellemrum i henholdsvis 2019 og 2021, mens begge kvinder var i praktik under deres uddannelse.

Mens Hope Hicks angiveligt blev udsat for voldtægt, så blev ‘Midshipman Y’ angiveligt udsat for ‘ekstrem sexchikane, uønsket berøring og diskrimination’ fra en mandlig kollega ombord på fartøjet.

Samme praktikdel var i 2016 kortvarigt indstillet på grund af klager om sexchikane, og derfor mente kvinderne, at Maersk burde have gjort mere for at beskytte sine kvindelige praktikanter.

Powered by Labrador CMS