Maersk-chef i front for ESG-panel
A.P. Møller – Maersks bæredygtighedschef Lene Bjørn Serpa bliver ny forperson for Djøfs uafhængige ESG-panel.
Lene Bjørn Serpa fra A.P. Møller – Maersk med den mundrette titel Director Head of Corporate Sustainability & ESG - eller på dansk bæredygtighedschef - er ny forperson for Djøfs uafhængige ESG-panel. Det oplyser Djøf i en pressemeddelelse.
Mest læste:
Djøfs uafhængige ESG-panel er sat i verden for at bidrage aktivt til at gøre ESG til et værktøj, der skaber mere bæredygtige virksomheder og arbejdspladser målt på E (grøn omstilling), S (ansvar for mennesker) og G (god ledelse), og med mere end 13 års erfaring inden for bæredygtighed hos A.P. Møller – Maersk samt 25 års erfaring med bæredygtighed og CSR samlet, er det således en af landets førende kapaciteter, der nu skal tage temperaturen på erhvervslivets arbejde.
"Der sker rigtig meget i disse år, og for mig er det helt afgørende, at vi får udbredt kendskabet til værdien af ESG og får nedbrudt barrierer for store og mindre virksomheder, så de kan bruge ESG som afsæt for forretningsudvikling og bæredygtig vækst,” lyder det fra Lene Bjørn Serpa.
Virksomheders dokumentation af ESG er af afgørende betydning for dansk erhvervsliv, fordi alle store virksomheder fra d. 1. januar 2024 ifølge et EU-direktiv skal rapportere på ESG.
Djøfs uafhængige ESG-panel består af 51 af erhvervslivets ESG-kapaciteter, der til dagligt arbejder med ESG-rapportering og bæredygtighed, og panelet vurderer løbende en række aspekter af ESG og stiller skarpt på udfordringer og muligheder for dansk erhvervsliv.
Lene Bjørn Serpa overtager posten som forperson fra Vice President, Head of ESG Strategy and Intelligence i Novo Nordisk, Gry Möger Poulsen.