Søfragt med biobrændstof har positiv effekt på Bestsellers klimaaftryk
Den danske modevirksomhed Bestseller arbejder kontinuerligt på at forbedre sin miljøpåvirkning. Nye resultater viser, at en investering i at benytte biobrændstof ved søfragt har ført til en reducering af CO2-udledningen på 37.000 tons siden 2021.
For næsten to år siden annoncerede Bestseller et samarbejde med Maersk, som skulle sikre, at varer fragtet med skib ville blive transporteret med Maersk ECO Delivery – en biobrændstofløsning med lav CO2-udledning. Investeringen har nu vist positive resultater.
Sammenlignet med traditionel transport baseret på fossile brændstoffer har det ført til mere end 37.000 tons undgået CO2-udledning – svarende til det årlige energiforbrug for 8000 biler. Uden dette partnerskab ville Bestsellers samlede udledning fra logistik i 2021-22 have været mere end 20 procent højere.
”Vi er stolte af, at vores investering i en mere CO2-venlig søfragt gør en reel forskel i vores klimaaftryk. Samarbejdet vil fortsat spille en vigtig rolle i vores bæredygtighedsstrategi og at se de positive resultater er en stor motivationsfaktor for os i vores jagt på en fuldt CO2-neutral logistikdrift,” siger logistikdirektør hos Bestseller, Allan Kyhe Kjærgaard.
Søfragt udgør mere end 80 procent af Bestsellers samlede transportløsninger. Maersk ECO Delivery – herunder global transport fra hovedhavne i Kina og Bangladesh – udgør langt størstedelen af virksomhedens søfragt.