Mærsk sikrer brændstof til første CO2-neutrale skib
A.P. Møller – Maersk har indgået en aftale med det danske selskab REintegrate om levering af e-metanol til rederiets første CO2-neutrale containerskib
Det danske rederi A.P. Møller – Maersk har indgået en aftale med det danske selskab REintegrate om levering af e-metanol til rederiets første CO2-neutrale containerskib. Det oplyser rederiet i en pressemeddelelse.
”Denne type partnerskab kan blive et blueprint for, hvordan man skalere produktionen af grønt brændstof gennem samarbejde med partnere på tværs af industrien,” siger administrerende direktør i Fleet & Strategic Brands hos A.P. Møller – Mærsk, Henriette Hallberg Thygesen.
REintegrate er et datterselskab af danske European Energy, der specialiserer sig i vedvarende energi, og energien skal leveres af et nyetableret solcelleanlæg i Kassø på Sydsjælland.
Anlægget skal fra 2023 levere cirka 10.000 tons CO2-neutralt e-metanol til containerskibet om året. Anlægget vil anvende vedvarende energi og biogenetisk CO2 til at producere e-metanol.
”Aftalen med European Energy/REintegrate sikrer at vi er på rette vej til at indfri vores ambition om, at have verdens første containerskib drevet af CO2-neutralt metanol på vandet i 2023,” siger Henriette Hallberg Thygesen.
Verdens første e-metanol drevne containerskib bliver 172 meter langt, og forventes at være i drift i midten af 2023. Det skal efter planen sejle for Sealand Europe – et datterselskab af Maersk, der driver feeder-trafik i Nordeuropa.