Maersk smadrer dansk rekord – Tjente 4 milliarder om ugen
Den danske rederigigant A.P. Møller-Maersk har netop præsenteret et overskud for 2022 på 29,3 milliarder dollars. Det svarer til 203 milliarder kroner – eller knapt 4 milliarder kroner om ugen.
For andet år i træk har den danske rederigigant A.P. Møller – Maersk slået alle rekorder og præsenteret Danmarkshistoriens største overskud nogensinde. Det viser rederiets netop offentliggjorte årsrapport for 2022.
“2022 var bemærkelsesværdig på mere end én måde. Selvom vi rapporterer det bedste økonomiske resultat i virksomhedens historie, har vi også taget partnerskaberne med vores kunder til et nyt niveau ved at støtte deres forsyningskæder fra ende til anden i meget forstyrrende tider. Vores forpligtelse til at give synlighed og ægte integrerede logistikløsninger giver fortsat stor genklang hos vores kunder, for hvem det er en strategisk nødvendighed at gøre deres forsyningskæder mere modstandsdygtige og bæredygtige,” lyder det blandt andet i en kommentar til regnskabet fra Maersks nye CEO Vincent Clerc.
Alt er dog ikke fryd og gammen i den store koncern, for containerraterne har siden sidste sommer været under pres, og det har blandt andet betydet et fald i indtjeningen for Maersk i sidste kvartal af 2022. Netop den udvikling ser desuden ud til at fortsætte ind i den kommende tid, og koncernen forventer da også et mindre overskud i 2023.
Samtidig understreger topchefen dog, at Maersk i den kommende tid har planer om at gøre deres forsyningskæder både mere modstandsdygtige og bæredygtige.
“Når vi nu går ind i et år med en udfordrende verdenssituation og nye typer af usikkerheder for vores kunder, er vi fast besluttet på at fremskynde vores forretningstransformation og øge vores operationelle ekspertise for at gribe de unikke muligheder, der ligger foran os,” lyder det fra Vincent Clerc.