Dansk skibsfart skal være en grøn supertanker
Erhvervsminister Morten Bødskov skal sammen med EU’s konkurrencekommissær Margrethe Vestager, Danske Rederier og en række topchefer fra danske rederier mødes om rederiernes muligheder for grøn omstilling og udfordringer i en ny geopolitisk virkelighed.
Når der sker store sikkerheds- eller handelspolitiske begivenheder ude i verden, vil det som oftest smitte af på skibsfarten. Det gælder uanset, om man sejler containere fra Asien, korn fra Sydamerika eller sætter hav-vindmøller op i Europa.
Når de tektoniske magtplader rykker sig og skaber en ny geopolitisk virkelighed, så er rederierne nogle af de første, som mærker det.
Derfor har erhvervsminister Morten Bødskov taget initiativ til at samle en stribe topchefer fra rederibranchen, konkurrencekommissær i EU Margrethe Vestager og Danske Rederier til en drøftelse af, hvordan Danmark, herunder skibsfarten, kan navigere i en ny geopolitisk virkelighed.
”Erhvervspolitik er sikkerhedspolitik. Derfor er det vigtigt, at vi tilpasser os de nye udfordringer, som vi står overfor. Vi har en enorm opgave med at omstille den globale skibsfart til en grønnere fremtid. Samtidig skal vi gøre det i en verden, hvor protektionisme og øget regionalisering spøger, og det gør skibsfartens fremtid endnu mere kompliceret. Jeg ser frem til en åben drøftelse med erhvervet og konkurrencekommissær Margrethe Vestager om, hvordan vi varetager de danske interesser bedst muligt,” siger erhvervsminister Morten Bødskov.
Fra Danske Rederier deltager administrerende direktør Anne H. Steffensen og viceadministrerende direktør Jacob K. Clasen, ligesom Danske Rederier lægger hus til arrangementet.
”Søfarten er om noget et globalt erhverv. To tredjedele af rederiernes omsætning stammer fra sejlads uden for Europa, og vores konkurrenter bor i både Shanghai, Singapore og Sydkorea. Jeg er enormt glad for, at vores erhvervsminister tager vores udfordringer seriøst og tager initiativ til dialog mellem branchen og de politikere, som udstikker kursen for os. Når de globale udfordringer skal mødes, skal det ofte ske via EU, og derfor er det utroligt nyttigt, at Europa-Kommissæren deltager i de her centrale drøftelser,” siger administrerende direktør i Danske Rederier, Anne H. Steffensen.
På mødet deltager repræsentanter fra blandt andre A.P. Møller – Maersk, TORM, DFDS og NORDEN.