Shippingindustri i fælles opgør mod pirateri i Guineabugten
Indtil videre har knap 100 rederier, organisationer og flagstater underskrevet en ny deklaration, som ønsker et opgør med pirateriet i Guineabugten. Det skriver Danske Rederier i en pressemeddelelse.
Piratangrebene i Guineabugten ved det vestlige Afrika bør være reduceret med mindst 80 procent ved udgangen af 2023. Det er det konkrete og meget ambitiøse mål i en ny deklaration fra et bredt udsnit af den internationale shippingbranche, som netop er offentliggjort. Deklarationen er koordineret af den internationale rederiorganisation, BIMCO, og Danske Rederier og en lang række rederier, organisationer og flagstater har allerede tilsluttet sig som medunderskrivere.
Fra Danmark har A.P. Møller-Maersk, Torm, Norden og Maersk Tankers indtil videre tilsluttet sig.
”Vi står med et akut sikkerhedsproblem i Guineabugten, og det internationale samfund er nødt til at handle, hvis vi skal nedbringe antallet af angreb på handelsflåden og kidnapninger af søfolk i området. Danmark stiller med et meget stort bidrag, når vi sender en fregat afsted til efteråret, men vi mangler stadig at se samme håndfaste opbakning fra andre lande,” siger Anne H. Steffensen, adm. direktør i Danske Rederier og fortsætter:
”Hvad enten man repræsenterer et rederi, er kunde, myndighed eller noget fjerde, som har berøring med skibsfart i Guineabugten, vil jeg opfordre til at bakke op om deklarationen. Vi skal skabe størst mulig international opmærksomhed om problemerne i Guineabugten for at få skabt størst mulig sikkerhed for vores søfolk. Det skylder vi dem.”
Det er især i området syd for Nigeria, angrebene sker, og selvom kyststaterne på længere sigt skal være en del af løsningen, er det internationale samfund nødt til at bidrage til sikkerheden her og nu.
BIMCO vurderer, at to fregatter med helikoptere og ét fly kan den sikre den nødvendige patruljering.
”Jeg håber, at vi med dette opråb kan få flere lande i tale og få flere til at løfte deres del af sikkerhedsopgaven. Danmark kan ikke løfte denne store opgave alene, så flere både i og uden for regionen må følge trop. Det kan kun gå for langsomt, at vi få skabt bedre sikkerhed for søfolkene i området,” siger Anne H. Steffensen.
Mere end 95 procent af alle kidnapninger til søs skete sidste år i Guineabugten.