A.P. Møller – Mærsk vinder Årsrapportprisen 2022
Danmarks største virksomhed, A.P. Møller – Maersk, har vundet Årsrapportprisen for en veldisponeret årsrapport, der giver dyb indsigt i virksomhedens drift, styring og økonomi.
Det blev den danske rederi- og shippinggigant, A.P. Møller – Maersk, som løb med prisen for bedste årsrapport 2022. Det oplyser Dansk Industri, som sammen med FSR – danske revisorer står bag Årsrapportprisen 2022, i en pressemeddelelse.
Prisen blev overrakt til Vice President Henrik Jensen ved et velbesøgt arrangement i Industriens Hus den 1. september 2022.
Dommerkomitéen har lagt særligt vægt på beskrivelsen af de væsentlige risici, der påvirkede året, samt på rapportens beskrivelse af industriens og den makroøkonomiske udvikling, og på ledelsens syn på udviklingen, usikkerheder og trends, der er klart forankret i beskrivelsen af strategien, transformationen og ESG-målsætningerne.
A.P. Møller – Maersk lykkes med en veldisponeret årsrapport for 2021 med stor transparens, der giver dyb indsigt i virksomhedens drift, styring og økonomi. Det er en stor koncern, der favner bredt, men A.P. Møller – Maersk giver et overblik, som sjældent ses bedre.
“Det har været vigtigt for os, at vi foruden at dele det finansielle resultat også har givet stakeholdere indblik i baggrunden for tallene. I A.P. Møller – Maersks årsrapport har vi med afsæt i vores strategi især haft fokus på, hvordan vi har hjulpet vores kunder med de udfordringer, som verden blev mødt med i 2021, og hvordan de strategiske fremskridt har været med til at danne grundlaget for en mere stabil og profitabel forretning. Vores mål har været at skabe en læsevenlig årsrapport, som dels har kunnet skabe værdi for kendere af virksomheden, men som også har været en forståelig introduktion for nytilkomne uden forudgående kendskab til selskabets strategi eller bæredygtighedsmål. På den baggrund er vi stolte over at blive anerkendt med Årsrapportprisen,” siger Vice President Henrik Jensen.
Det er Dansk Industri og FSR – danske revisorer, der hvert år uddeler Årsrapportprisen til den virksomhed blandt de 100 største virksomheder herhjemme, som har aflagt den bedste og mest informative årsrapport.