Maersk-formand om krænkelser: – Jeg skammer mig
Der er også i den maritime branche behov for en kulturændring. Sådan lyder det fra formand for Maersk og administrerende direktør i A.P. Møller Holding, Robert Mærsk Uggla.
Anklagerne om seksuelle krænkelser og voldtægt ombord på et Maersk-skib har rystet den maritime branche, og nu tager Maersk-arvingen Robert Mærsk Uggla, der både er formand for Maersk og administrerende direktør i A.P. Møller Holding, bladet fra munden og kommenterer på de voldsomme beskyldninger.
“Jeg skammer mig over at sige, at seksuelle overgreb, seksuel chikane, diskrimination og mobning forekommer i vores branche – og desværre også i vores eget selskab. Det skal ændres,” lød den opsigtsvækkende kommentar fra Robert Mærsk Uggla ifølge nyhedsbureauet Marketwire under en tale til kandidater fra Massachusetts Maritime Academy i weekenden.
Udtalelsen kommer efter to kvinder har sagsøgt rederiet for ikke at have taget ansvar i forbindelse med anklager om voldtægt og seksuelle krænkelser.
I sagsanlægget lyder det, at kvinden Hope Picks under sin uddannelse hos Maersk blev voldtaget af en 40 år ældre overordnet, mens en anden kvinde angiveligt er blevet udsat for ‘ekstrem sexchikane, uønsket berøring og diskrimination’ fra en kollega ombord.
For at hjælpe en kulturforandring på vej opfordrer Robert Mærsk Uggla nye kadetter til at råbe op, hvis de er vidne til en opførsel, der ikke er i orden.