APM Terminals udvider aktiviteterne i Kalundborg

APM Terminals i Kalundborg.

A.P. Møller - Maersks containerterminal på havnen i Kalundborg er fra 1. august gået fra fra 50.000 til 75.000 kvadratmeter for at gøre plads til mere aktivitet og vækst.

Som et led i Kalundborg Havn og APM Terminals' samarbejde om at skabe en konkurrencedygtig havn er containerterminalen i Kalundborg fra 1. august gået fra 50.000 til 75.000 kvadratmeter for at gøre plads til mere aktivitet og vækst. Det oplyser Kalundborg Havn i en pressemeddelelse.

"Det glæder mig, at vores værdifulde samarbejde med APM Terminals er i fortsat vækst og det nu videreudvikles med nye aktiviteter. Det er en cementering af, at APM Terminals kan se mulighederne i Kalundborg og vi ser frem til det fortsatte gode samarbejde. Potentialet og ambitionerne er til endnu mere, og dette har vi kapaciteten til på Ny Vesthavn," lyder det fra havnedirektør på Kalundborg Havn, Bent Rasmussen.

Det nye lejemål på 25.000 ekstra kvadratmeter giver APM Terminals bedre muligheder for at imødekomme de behov, der er hos kunder i lokalområdet.

"Kalundborg har et enormt potentiale for os i arbejdet med at skabe en effektiv og mindre forurende adgang til og fra det danske marked over Sjælland. Aftalen om mere kapacitet på havnen er en streg under, at udviklingen går mod vækst og nye muligheder for kunderne og lokalområdet," siger CEO for APM Terminals Nordics, Mikael Gutman.

APM Terminals indgik i 2020 aftale med Kalundborg Havn om at etablere og drive en ny containerterminal i Kalundborg og året efter startede APM Terminals 1. marts containeraktiviteterne på Kalundborg Ny Vesthavn.

Powered by Labrador CMS