Flotte luftfoto: Nu etableres de store porte ved tunnelfabrik

Foto: Femern A/S

Arbejdet er i gang med at etablere både tunnelfabrikken og de to sæt porte mellem fabrikken og arbejdshavnen.

Offentliggjort Sidst opdateret

I den midterste fabrikshal B etableres lige nu et klimaanlæg, der skal sikre, at støbningen af tunnelelementerne sker ved den rette temperatur.

I starten af det nye år forventes det, at den ene produktionslinje i Hal B er klar til at begynde støbningen det første tunnelelement.

Første tunnelelement vil blive sænket på plads i Femern Bælt i starten af 2024.

Hal A (forrest i billedet) og Hal C forventes at stå færdige i løbet af 2023.

Uden for fabrikken arbejdes der på de enorme porte, som skal bruges, når de indre bassiner fyldes med vand.

I enden ud til arbejdshavnen skal der bruges en flydeport. Porten har 8 hulrum, som ved hjælp af pumper kan fyldes med luft eller vand, så den kan flyde og sættes foran åbningen til bassinet.

Flydeporten støbes på stedet af 9.000 m3 beton og vil blive flyttet efter behov. Flydeporten bliver 45 meter bred og 19 meter høj.

Porten, der skal lukke af til selve fabrikken, bliver en såkaldt ‘sliding gate’. Det er en 110 meter lang og 11 meter høj stålport, som kan glide fra side til side på skinner.

På billedet ses adgangen til bassinet mellem de to stålvægge tættest på Hal B.

Porten lukker for fabrikken, når et bassin skal fyldes med vand til transporten af et tunnelelement.

Powered by Labrador CMS