Topchefer i møde om mobning og chikane på danskflagede skibe
Arbejdet med at sikre et trygt og sundt miljø for alle ombord på danskflagede skibe fortsætter ufortrødent. Torsdag mødtes topchefer indenfor dansk skibsfart for at drøfte situationen.
Topchefer indenfor dansk skibsfart har torsdag mødtes for at drøfte, hvordan man kommer den alvorlige udfordring med mobning og chikane om bord på danskflagede skibe til livs og derved sikrer et trygt og sundt arbejdsmiljø for alle.
Mødet er et led i den fortløbende proces med at sikre et tryggere og mere inkluderende arbejdsmiljø på danskflagede skibe.
“Der kan ikke være tvivl om, at Danske Rederiers medlemmer tager udfordringen med mobning og chikane meget seriøst. Jeg oplever et meget stort engagement i arbejdet med at komme den form for helt igennem uacceptabel opførsel til livs. Det er top of mind på øverste niveau i rederierne,” siger direktør for arbejdsmarked, rekruttering og uddannelse i Danske Rederier, Anne Windfeldt Trolle.
Ny undersøgelse: Alvorligt omfang af chikane og mobning på danske skibe
Målet med møderækken er blandt andet at komme med en række anbefalinger til nødvendige tiltag og initiativer på området til den arbejdsgruppe med Søfartsstyrelsen, arbejdsgiverne og fagbevægelsen, som erhvervsminister Morten Bødskov nedsatte, efter en undersøgelse fra Erhvervsministeriet tidligere på året påviste alvorlige udfordringer på området.
“Det er en udfordring, som vi kun kan løse i fællesskab. Jeg ser meget frem til den fortsatte dialog med virksomhederne, erhvervsministeren, Søfartsstyrelsen og de relevante fagforbund,” siger Anne Windfeldt Trolle.