Se videoen: Her får Esbjerg besøg af det største skib nogensinde
Det største skib der indtil nu har anløbet Esbjerg Havn blev modtaget af danske hjemmeværnsfolk, britiske logistiksoldater og et større presseopbud. Lasten var 300 pansrede køretøjer til US Army i Europa.
Storbritannien og Danmark stod klar til at hjælpe USA, da fragtskibet ARC Endurance tidligt onsdag morgen ankom til Esbjerg Havn. Skibet var fyldt med flere hundrede pansrede køretøjer og materiel, som skulle losses og transporteres videre til Polen på lastbiler.
ARC Endurance er det største skib, som nogensinde har anløbet Esbjerg Havn, og når så stort et skib ankommer med militært materiel, kræver det hurtigt og smidigt samarbejde NATO-landene imellem.
Storbritannien stillede med de soldater, som skulle håndtere lasten, og som værtsnation løste Danmark en bred vifte af opgaver – både militære og civile. Alt lige fra koordination mellem de tre NATO-lande og de danske myndigheder til helt lavpraktiske opgaver som indkvartering af de britiske soldater og bevogtning af havnen. Sidstnævnte blev løst af soldater fra Hjemmeværnet.
Det var US Army 3rd Armored Brigade Combat Team fra 4th Infantry Division (3-4 ABCT) med base i Colorado, som sendte materiellet til Europa. Her skal de deltage i en længe planlagt øvelsesaktivitet i det polske øvelsesområde Drawsko Pomorskie.