Rønne valgt til udskibning af fundamenter til vindmølleprojekt

Fundamenterne vejer op til 2.000 tons hver, og havnens oplagspladser skal derfor forberedes til at have så store elementer liggende.

Havnen i Rønne har endnu engang sikret sig arbejde som udskibningshavn for et stort offshore-projekt, der kommer til at løbe langt ind i 2025.

Rønne Havn har før håndteret fundamenter for det tyske vindmølleprojekt, Arcadis Ost 1, og nu er de blevet valgt igen. Den bornholmske havn skal nemlig fungere som udskibningshavn for fundamenter til et stort vindmølleprojekt i Østersøen. Det oplyser havnen i en pressemeddelelse.

Det er den hollandske virksomhed Van Oord, der skal stå for selve udskibningen, og i sine forberedelser til det store anlægsprojekt er virksomheden flyttet ind på havnen i Rønne.

Projektet kræver blandt andet, at der skal etableres sandbanker på havnen, som fundamenterne kan hvile på, og forventningen er, at arbejdet med fundamenterne kan komme lokale virksomheder til gode ligesom tidligere projekter har vist.

"I forbindelse med at der skal bygges sandbanker vil det kræve lokal arbejdskraft, men også brug af sand og sten hentet lokalt. Vi ved, at der er samtaler i gang med virksomheder om den del af arbejdet, men der vil også være en masse logistik på stedet, og det giver gode muligheder for lokale virksomheder i at involvere sig, hvis de ønsker det. Det har tidligere projekter også vist," siger kommerciel direktør på Rønne Havn, Jeppe la Cour, som desuden sidder i bestyrelsen for Offshore Center Bornholm, et netværk for virksomheder med tilknytning til offshore-sektoren.

Fundamenterne, der hver vejer op til 2.000 tons, bliver fragtet til Rønne, hvor de skal opbevares på en måde, der minimerer risikoen for forsinkelser, når de skal fragtes ud. Når de skal fragtes videre, vil elementerne få en hætte i hver ende og blive trukket ud til deres placering på vandet, hvor et specialiseret skib står for installationen.

Anlægsprojektet kommer efter planen til at løbe langt ind i 2025.

Powered by Labrador CMS