Fragt til Bornholm rammes af blæsevejr

Fragtskibet fra DFDS, Ark Futura, tager i 'jeblikket fragt-slæbet, hvor Hammershus er i sin første dok hos Bornholmslinjen. Foto: Bornholmslinjen
Fragtskibet fra DFDS, Ark Futura, tager i 'jeblikket fragt-slæbet, hvor Hammershus er i sin første dok hos Bornholmslinjen.

Onsdagens blæsevejr kommer til at forsinke fragten til og fra Bornholm de kommende dage. Blæsten bliver for kraftig til det indchartrede fragtskib, Ark Futura. Det skriver Bornholmslinjen i en pressemeddelelse.

Offentliggjort

Fragtskibet Ark Futura får det svært i den kraftige blæst omkring Bornholm i morgen. Derfor vil fragten til og fra Bornholm desværre opleve forsinkelser de kommende dage

Vejrprognoserne lover lige nu blæst over Bornholm onsdag og torsdag. Desværre ser det ud til, at vinden bliver for kraftig til fragtskibet Ark Futura, som er chartret ind som erstatning for Hammershus, som er gået i dok i Frederikshavn.

”Ark Futura var det bedste alternativ til Hammershus, der var tilgængeligt. Men ligesom fragtskibet Gute, som tidligere har været erstatning for Hammerodde, er der begrænsninger på, hvor meget vind sådan et skib kan klare når det skal lægge til”, siger Molslinjens kommercielle direktør, Jesper Skovgaard.

Det afhænger af vejret, så det er endnu lidt usikkert, hvor meget fragten til Bornholm bliver forsinket. Hastetrailere med ferskvarer, medicin og post bliver sendt med Povl Anker, der er indsat til at sejle parallelt med Ark Futura.

”Men vi er godt klar over, at dette vil give problemer for dem, som ville være klar til at modtage deres varer på Bornholm. Det er meget beklageligt, og vi vil gøre vores yderste for at få varerne frem så hurtigt som muligt”, siger Jesper Skovgaard.

Ark Futura sejler fra Rønne mod Køge tirsdag eftermiddag som planlagt. Herefter vil den blive lastet med fragt i Køge og afvente muligheden for at sejle retur til Rønne. Som prognoserne ser ud nu, vil fragten først nå til Bornholm torsdag eftermiddag. Det betyder også, at fragten fredag bliver forsinket.

Bornholmslinjen er i dialog med fragterhvervet på Bornholm og vil løbende orientere direkte om situationen, som også snarest kan følges på hjemmesiden, bornholmslinjen.dk.

Powered by Labrador CMS