IMO drøfter afgørende miljøudfordringer

Glimt fra mødet i London
Offentliggjort

I denne uge er fremtidens maritime miljøindsats til debat, når den Internationale Maritime Organisations (IMO) underkomité for Pollution Prevention and Response er samlet i London for at tage livtag med nogle af de mest presserende udfordringer for miljøet. Danske Maritime og flere af vores medlemmer deltager i PPR 12-mødet for at bidrage til drøftelserne om alt fra luftforurening og begroning på skibe til Black Carbon-emissioner og forbedringer af tankrensning på kemikalietankskibe.

Black Carbon: En trussel mod Arktis

Med klodens temperaturstigning på over 1,5 grader Celsius, som EU’s klimarapport for 2024 bekræfter, er der ikke tid at spilde. Fra ekstreme vejr fænomener som oversvømmelser og tørke til smeltende is i Arktis mærkes klimaforandringerne overalt. Skibsfartens bidrag til udledningen af drivhusgasser og Black Carbon er en væsentlig del af problemet – og særligt i Arktis, hvor sommerperioder uden is nu er blevet en realitet.

Danske Maritime arbejder for klare, obligatoriske krav, og her er det kompromis, der arbejdes med, introduktion af krav om brug af “Polar Fuel” i Arktis. Desuden ønsker vi mere præcise målinger af skibenes aktuelle emissioner, da motorbelastning og forbrændingsforhold spiller en stor rolle for udledningerne. Det er nødvendigt, at IMO når til enighed om både geografisk regulering og konkrete standarder, hvis vi skal mindske Black Carbon-udledningen effektivt. Emnet har været på IMO´s dagsorden i 14 år og med et stigende antal skibe i Arktis er det vigtigt, at denne regulering forhandles og fastlægges.

NOx-emissioner:  Tid til skærpede krav 

Udledningen af kvælstofoxider (NOx) fra skibe er også et varmt emne på PPR 12. De nuværende certificeringskrav er utilstrækkelige, da operationelle forhold påvirker emissionerne markant. Fx kan driftstemperaturen påvirke og give høje emissioner, hvis der fx kun er én hjælpemotor i drift. Danske Maritime støtter strengere krav til måleudstyr og indførelsen af “not to exceed limits” for at sikre, at emissioner forbliver på acceptable niveauer. Vi ser frem til en tiltrængt revision af 2017 SCR Guidelines, så fremtidens regulering bedre kan afspejle virkelighedens udfordringer.

Begroning på skibe: Et skjult klima-, miljø og effektivitetsproblem 

Effektive antifoulings, der forhindrer skibe i at transportere invasive arter og forhindrer, at skibenes fremdrift forringes, er essentielle. IMO arbejder på nye retningslinjer for in-water cleaning og opdaterede krav til skibenes biofouling management plans. Danske Maritime følger arbejdet tæt og understreger vigtigheden af at finde en balance, så vedligeholdelsen af malingssystemer sker på en måde, der både beskytter miljøet og sikrer skibenes effektivitet.

Tankrensning: Tid til moderne standarder 

Kemikalietankskibe gennemfører tankrensning inden lastning, men de nuværende krav til tankrensning har over 40 år på bagen og er utidssvarende. Flere lande har rapporteret om fund af lastrester på deres kyster, og nogle lande har overvejet nationale tankrensningskrav for laster med tendens til at danne faste partikler, som kan flyde og skylle i land. Samtidig har EU fremsat forslag til strammere krav, der skal minimere miljøbelastningen. Danske Maritime støtter strengere regulering, som tager højde for den teknologiske udvikling, så problemer med faste partikler kan reduceres markant. 

Røggasrenseanlæg: Teknologiens potentiale skal udnyttes 

Anvendelse af anlæg/scrubbere til reduktion af emissioner fra skibe som et alternativ til drift på lavsvovlholdig olie er vigtigt for skibsfarten. Udledning af vand fra renseprocessen er reguleret og Danske Maritime henviser til tidligere fremsendt position fra CESA vedrørende emissionsfaktorer til brug for gennemførelse af miljømæssige risikovurderinger. Ekspertpanelet GESAMP skal nu gennemføre deres videnskabelige arbejde, og Danske Maritime påskønner den videnskabelige tilgang, ligesom også flere medlemmer har bidraget til arbejdet ved at fremsende data. Danske Maritime ser hellere en stramning af de eksisterende regler fremfor forbud, da et forbud mod en velfungerende teknologi vil undergrave tilliden til fremtidig teknologiudvikling. Samtidig er det vigtigt at bygge videre på de erfaringer og data, man får fra røggasrenseanlæg, da denne viden og teknologi også udnyttes i forbindelse med klimaforbedrende tiltag såsom carbon capture.

Powered by Labrador CMS