DanPilots datterselskab sikrer sig ISPO-certificering
Lodseriet DanPilot Greenland, der er datterselskab af danske DanPilot, har fået et fornemt kvalitetsstempel med en ISPO-certificering.
DanPilot Greenland har opnået den såkaldte ISPO-certificering (International Standard for Maritime Pilots’ Organizations), der giver mulighed for særlig kvalitetssikring, når det gælder lodsning i Arktis. Det oplyser datterselskabet af det danske lodseri DanPilot i en pressemeddelelse.
DanPilot Greenland er med certificeringen blevet en del af en eksklusiv gruppe af blot 36 lodserier verden over - og tillige er de det første lodseri, som udelukkende opererer i arktisk farvand, der er blevet certificeret til ISPO-koden.
"Vi er meget stolte over at være det første lodseri, der er fuldt dedikeret til lodsning arktisog som samtidig opnår ISPO-certificering," lyder det fra administrerende direktør for DanPilot Greenland, Peer Bøje Brandenborg.
"Dette afspejler ikke blot vores medarbejderes kompetence og vores fokus på sikkerhed, men også vores forpligtelse til at understøtte bæredygtig og sikker skibsfart i Grønland," siger han.
ISPO-certificeringen cementerer lodseriets position som førende inden for lodsning i Arktis og understøtter DanPilot Greenlands ambition om at tilbyde sikre, pålidelige og effektive tjenester til både kommercielle og forskningsmæssige operationer i Grønland og Arktis, lyder det i meddelelsen.