Efter tre dage på grund: Krydstogtskib trukket fri i Østgrønland

Ocean Explorer. Foto: Arktisk Kommando / Facebook
Ocean Explorer.

Krydstogtskibet Ocean Explorer, der har været grundstødt i det nordøstlige Grønland siden mandag eftermiddag, blev torsdag eftermiddag blevet trukket fri.

Offentliggjort Sidst opdateret

Inden inspektionsfartøjet Knud Rasmussen nåede frem, lykkedes det Naturinstituttets forskningsskib Tarajoq at trække det grundstødte krydstogtskib Ocean Explorer fri. Det oplyser Arktisk Kommando i et opslag på det sociale medie Facebook.

“Arktisk Kommando har ansvaret for sikkerheden på havet omkring Grønland. Indtil Ocean Explorer er kommet sikkert videre, følger vi derfor situationen tæt,” lyder det i en melding fra kommandørkaptajn Brian Jensen fra Arktisk Kommando.

Ocean Explorer skal nu sejle til en af Søfartsstyrelsen udpeget havn for en nærmere undersøgelse. Planlægningen af dette påhviler Søfartsstyrelsen, rederiet, og andre involverede aktører.

“Vi er rigtig glade for, at det gik så godt, og at skibets passagerer og besætning nu kan se en ende på den vanskelige situation, de har været i i de seneste døgn. Uanset at ingen var i direkte fare, forstår jeg, hvis det har været ubehageligt at sidde fast i et så øde område uden mulighed for at komme videre,” siger Brian Jensen.

Arktisk Kommando vil nu evaluere indsatsen internt, mens Knud Rasmussen vil fortsætte sine operative opgaver.

Powered by Labrador CMS