Den maritime julekalender – 23. december

Hos Maritime Direct tæller vi ned til julen ved at kigge tilbage på årets sjoveste, skøreste, skæveste, vigtigste og mest skelsættende historier. Glædelig 23. december.

Asbjørn døde på Nordsøen – nu er han tilbage

Sømanden Asbjørn Morell døde som 19-årig i 2020. I dag er han 23 og har aldrig haft det bedre.

Katte siges at have ni liv. Hvis Asbjørn Morell var en kat, ville han nok kun have et enkelt af de ni tilbage, og at han overhovedet er i live i dag, er ifølge lægerne ikke mindre end et mirakel. Generelt siger lægerne nemlig, at det ikke giver mening at fortsætte med hjertemassage efter 30 minutter med hjertestop, hvis der stadig ikke er nogen puls. Da Asbjørn kollapsede ombord på skibet Esvagt Cantana, gik der langt over en halv time, inden han atter havde en målbar puls.

Faktisk gik der mere end tre gange den anbefalede maximum-tid, nemlig hele 104 minutter. Alligevel har miraklet det i dag med egne ord bedre end nogensinde.

“Jeg synes stort set, at alting er blevet lidt nemmere, end det var før mit hjertestop. Dengang blev jeg altid forpustet, men nu er jeg blevet meget mere udholdende fysisk, for nu er grunden til, at jeg fik mit hjertestop jo blevet fixet,” siger Asbjørn.

Efter den unge sømands hjertestop kunne længerne nemlig konstatere, at årsagen til hjertestoppet var, at en af en af de store blodårer til hjertet, en arterie, viste sig at være for kort, hvilket ‘tvang’ den anden åre til faktisk at arbejde for to.

“Det var derfor, at jeg stort set altid blev forpustet, og da jeg gav den ekstra gas på løbebåndet, klappede den arterie, der virkede, sammen, og så fik jeg hjertestop,” fortæller Asbjørn.

Kolleger gav aldrig op

Heldigvis var der masser af kvalificeret hjælp at hente. Ulykken skete nemlig i fitnessrummet på Esvagt Cantana, et Emergency Response and Rescue Vessel, som ligger ved en boreplatform i Nordsøen og blandt andet har til opgave at agere redningsindsats for medarbejderne på platformen.

Samtlige 11 af Asbjørns kolleger ombord vidste derfor præcist, hvad der skulle gøres, da han faldt om. Ikke mindre end 104 minutter med hjertemassage, ilt og hjertestarter blev det altså til, inden redningshelikopteren ankom og fløj Asbjørn til et hospital i Aberdeen, hvor han i tre uger kæmpede for sit liv.

Senere har Asbjørn af sin kaptajn fået at vide, at den skotske kystvagt havde sagt til ham, at besætningen lige så godt kunne opgive redningsarbejdet efter godt en halv time, da der reelt ikke var nogen chance for, at han ville overleve – og hvis han gjorde, ville det nok være i en noget sølle stand.

“Den melding ignorerede mine kolleger heldigvis. De havde besluttet sig for ikke at give op, før en tilkaldt læge eventuelt kom og sagde, at løbet var kørt. Det er jeg dem naturligvis uendelig taknemmelig for, og hvor er jeg dog glad for, at det var på skibet, at jeg faldt om, for havde det været snart sagt alle andre steder, havde jeg nok ikke været her i dag, for mange ville nok have stoppet med hjertemassage efter de 30 minutter, som lægerne siger er grænsen,” forklarer Asbjørn.

Fra Skotland blev han fløjet til Odense Universitetshospital, hvor han fik lavet en bypass og fik indopereret en pacemaker – og fik lægernes ord for, at han altså er et mirakel.

“Jeg er helt med på, at jeg jo har været utrolig heldig at komme fra alt det her i live og reelt set uden mén, så derfor værdsætter jeg livet endnu mere og forsøger at være i nuet, for man ved aldrig, hvad der sker i morgen,” siger Asbjørn.

Svært hjerneskadet?

Også i familien Morells hjem glæder hans forældre sig selvsagt over, at deres dreng snød døden og nu igen stortrives.

“Vi havde læst noget om, hvad følgerne af langvarigt hjertestop var, og det var bestemt ikke rar læsning. Vi forsøgte at indstille os på, at han formodentlig ville være svært hjerneskadet, men lige bortset fra, at det af og til kniber lidt med korttidshukommelsen, er det fuldstændig den samme dreng som før hjertestoppet,” siger Asbjørns mor, Judith Morell.

“Han er faktisk blevet mere nærværende og er mere i nuet. Hvis han for eksempel snakker med kammerater om at tage på ferie et sted hen, snakker de ikke om at gøre det om et år eller to, nej, så taler de om at tage af sted hurtigst muligt,” forklarer Judith, som også har et andet eksempel på, at Asbjørn er blevet mere impulsiv.

“Før hjertestoppet talte han ofte om, at han ville invitere mig ud og spise på et tidspunkt, men uden at det altid blev til noget. Når han taler om det i dag, kan det sagtens være, at jeg kommer hjem fra arbejde samme dag, og så har han bestilt bord, og så er der bare afgang. Han har altid været en meget omsorgsfuld person, men nu er han endnu mere bevidst om at vil være noget for sine venner og folk han holder af – og han gør ting uden at udsætte dem,” siger Judith.

Efter ulykken gik Asbjørn kort tid hos en psykolog, men det fik snart en ende.

“Efter tre konsultationer sagde hun, at jeg jo havde det fint, og at der ikke var grund til at komme mere,” forklarer Asbjørn, som dog flere gange har oplevet en psykisk reaktion på den barske oplevelse, og især én skiller sig ud.

“Nok især fordi den kom helt uventet en herlig sommeraften og i selskab med de bedste venner og veninder. Pludselig satte nogen en Nik & Jay-sang på. Det var den, der hedder ‘Én dag tilbage’, og da jeg hørte den sang, kom jeg til at tænke på, hvor tæt på døden, jeg har været, og det fik mig til at bryde sammen en halv times tid, men generelt har jeg det rigtig godt,” slår Asbjørn fast.

Kollegerne ved, hvad der skal gøres

Jobmæssigt er Asbjørn tilbage på Nordsøen. Titlen som ubefaren skibsassistent er blevet u’et kortere, og han er mere end glad for atter at være ude på havet, hvor han i dag gør tjeneste på skibet Esvagt Dee.

“Jeg synes, at det er godt, at vi i besætningen kommer så tæt på hinanden, når vi er ude en måneds tid sammen, og så holder jeg meget af, at jeg efter hvert togt har en måned på land, hvor jeg kan gøre lige, hvad jeg vil. Det er en fantastisk frihed,” siger Asbjørn, som ikke frygter et nyt hjertestop eller andre alvorlige hændelser langt fra land.

“Fysisk har jeg jo aldrig haft det bedre, så jeg tror på ingen måde, at jeg løber en større risiko end andre. Og skulle uheldet igen være ude, ved jeg jo, at mine kollegaer ved, hvad der skal gøres, så det er ikke noget, som jeg går rundt og frygter,” siger Asbjørn.

Og han er klar til at leve mere i nuet – også selvom det måske kan give lidt skrammer på psyken.

“Førhen når jeg så en sød pige, tænkte jeg, at ‘det kommer sgu nok ikke til at gå’ som undskyldning for ikke at gå hen til hende og risikere en afvisning. Nu tænker jeg, at jeg må tage chancen – også selvom jeg måske bliver afvist. Det kan jo være nok så træls at blive, men det går nok endda, for jeg har jo prøvet det, der var værre. Jeg var jo altså død i 104 minutter,” slår Asbjørn Morell fast.