Panama Kanalen øger kapaciteten – Lukker større skibe igennem
Panama Kanalen har givet tillladelse til at skibe på over 370 meter nu må passere igennem vandvejen.
En af verdens vigtige søveje, Panama Kanalen, har givet grønt lys for, at endnu større fartøjer end hidtil kan sejle på ruten mellem Stillehavet og Atlanterhavet.
Umiddelbart virker det ikke som en stor forandring, for da de tidligere regler satte grænsen ved en længde på 367,28 meter, så lyder maksimum nu på 370,33 meter – altså godt tre meter længere.
Alligevel er det en væsentlig faktor for flere rederier, for med den øgede kapacitet på kanalen kan hele 96,8 procent af alle verdens containerskibe nu tage turen.
Allerede før reglerne blev ændret og offentliggjort har kanalen gennemført en lang række test med skibe på den nye maksimale længde, og det betyder, at det 14.424 teu store Evergreen-skib Triton på 369 meter i længden nu er det største fartøj, der nogensinde har sejlet igennem kanalen.