Giganter i fælles bud på energiøen i Nordsøen
Ørsted og ATP har indgået et samarbejde med tre af verdens førende ingeniørvirksomheder, der skal understøtte buddet på energiøen i Nordsøen.
Danmarks energiø i Nordsøen er en modig og visionær ambition om at udvikle vedvarende energi i et hidtil uset omfang og en nødvendighed for at gennemføre den omstilling, der er skal til for at indfri Danmarks og EU’s mål for CO2-reduktion.
Etableringen af verdens første kunstige energiø kræver et tæt samarbejde mellem en række højtspecialiserede virksomheder med dokumenteret erfaring inden for udvikling af vedvarende energi og opførelse af komplekse anlægsprojekter til havs.
Derfor har Ørsted, verdens førende udvikler af havvind, og ATP, Danmarks største institutionelle investor, nu indgået samarbejde med tre af verdens førende ingeniørvirksomheder, der skal understøtte Ørsteds og ATP’s bud på energiøen i Nordsøen: Aarsleff, Bouygues og Van Oord.
De tre virksomheder har omfattende kompetencer inden for design og projektering og har stor erfaring fra hele verden med komplekse anlægsprojekter til havs. Med disse partnere på plads har Ørsted og ATP lagt grunden til en vellykket leverance af energiøen i Nordsøen. Øen bliver et omdrejningspunkt for vedvarende energi og kommer til at skabe lokale arbejdspladser og yderligere styrke Danmarks stærke position som en eksportør af vedvarende energiløsninger.
“Ørsted har 30 års erfaring i at samarbejde med højtspecialiserede ingeniørvirksomheder inden for havvind. Aarsleff, Bouygues og Van Oord udgør det stærkest tænkelige hold til vores bud på energiøen i Nordsøen. Vi er klar til at sætte fart på overgangen til grøn energi på en ny og innovativ måde, som vil bidrage til omstillingen af det danske energisystem, gavne det danske samfund og levere grønne løsninger til Danmark og vores europæiske naboer. Vi har valgt disse verdensklasseleverandører på baggrund af deres arbejde inden for bæredygtighed og innovation for at sikre, at energiøen bliver opført med respekt for Nordsøens unikke miljø og med den højeste grad af tekniske og kommercielle kompetencer,” siger regionsdirektør for Kontinentaleuropa i Ørsted, Rasmus Errboe.
“Etableringen af en energiø i Nordsøen er et innovativt og banebrydende projekt og et vigtigt skridt på vejen mod at løse klimaudfordringerne. Bouygues Travaux Publics, Van Oord og Aarsleffs samlede ekspertise inden for offshore-arbejde vil udgøre et stærkt partnerskab, og vi ser frem til at bidrage til projektet sammen med Ørsted og ATP,” lyder det i en udtalelse fra administrerende direktør i Per Aarsleff A/S på vegne af konsortiet, Jesper Kristian Jacobsen.
Energiøen i Nordsøen forventes at blive sendt i udbud i 2023, hvor Ørsted og ATP har til hensigt at afgive et bud.