Scandlines vinder Ferry Shipping Summit pris
Under Ferry Shipping Summit i Athen den 7. og 8. november modtog Scandlines en pris for den nybyggede el-drevne fragtfærge Futura.
Ferry Shipping Summits mission er at understøtte færgerederier og havne med ideer og mulige løsninger, der fremmer bæredygtig udvikling på tværs af strategiske, operationelle og taktiske niveauer.
Det er en mission, Futura lever op til i sådan en grad, at færgen vandt Ferry Shipping Summit-prisen i kategorien Short-Sea Ferry of the Year 2024.
”Vi er meget beærede over at modtage denne pris. Futura er for os som rederi et kvantespring mod vores vision om emissionsfri drift i 2040. Samtidig er Futura endnu et konkret eksempel på, at elektrisk færgedrift ikke kun er til de helt korte distancer,” siger Scandlines’ COO Michael Guldmann Petersen.
På bare 12 minutter kan Futura oplades med den mængde energi, der er nødvendig for den 45 minutter lange overfart, hvilket resulterer i en overfart uden direkte emissioner.
Det er ikke første gang Scandlines modtager en pris for en færge. I 2014 fik rederiet en Shippax-pris for at have ombygget M/F Prinsesse Benedikte fra konventionel dieselfærge til hybridfærge. I 2017 fik Scandlines atter en Shippax-pris – denne gang for den nybyggede hybridfærge M/F Berlin, som var blevet indsat på Gedser-Rostock-ruten året før.
Hele to priser til Scandlines på én uge
Ferry Shipping Summit-prisen er ikke den eneste pris, Scandlines fik i sidste uge. Den 5. november modtog rederiet en innovationspris i Frankfurt fra det tyske selskab for transportforskning. Scandlines fik prisen for den kommende ombygning af to af de fire hybridfærger på Rødby-Puttgarden-ruten til plug-in hybridfærger. Med ombygningen vil de to færger på kun 12 minutter kunne lades op med mindst 80 procent af den energi, der skal bruges til en overfart på 45 minutter.
”Vi er utroligt stolte over at vise vejen for en langt mere bæredygtig færgedrift,” lyder det fra Michael Guldmann Petersen.
Fakta om zero direct emissions færgen Futura:
Længde: 147,4 meter Bredde: 25,4 meter Design dybgang: 5,30 meter Lastkapacitet: 66 fragtenheder (cirka 1.200 banemeter) Maksimalt antal passagerer: 140 Servicefart: 16 knob Overfartstid: 45 minutter Batterisystem: 10 MWh Opladning i havn: 12 minutter Direkte emissioner under overfarten: 0 Investering: 80 millioner EUR